I Syden, hvor ei Sol nedgaaer,
At mørkne halve Dagen;
Hvor Vintren intet Fierdingaar
Udbreder Sneens Lagen;
Hvor ingen Vind og ingen Frost
Indslutter Folk i Stue:
Der trænges ei til kunstig Kost,
Og ei til Lampers Lue.
Bag Alperne man kiender ei
Ret synderlig til Drama;
Der viser i en evig Mai
Naturen Panorama.
Der læses ikke stort i Bog;
Der klimpres paa Guitarre,
Mens Amor Tossen giør til Klog,
Og kloge Folk til Narre.
Derover blev Thalia vred;
Thi skiøndt af sydlig Fødsel,
Hun dyrkes slet i Blomsterbed,
Hvor Flora stadser ødsel.
Naturen tie maa en Stund
For Hiertet og Forstanden;
Thi ellers sladdre de jo kun
I Munden paa hinanden.
Thalia over Alpen foer,
Sit Hiem hun vilde bytte,
Og standsed i det mørke Nord,
Ved lune Hyrdehytte.
I Lænestol en Fader sad,
Og læste Folianten,
Mens Børneflokken, tyst i Rad,
Omkrandsed Bordekanten.
„Her,” tænkte hun, „her er det godt,
Her kan min Glæde nytte.”
Og snart stod hendes Trylleslot,
Hvor før kun stod en Hytte.
Hun Nordens Folk indbød til Fest,
Hun Vintren lod forsvinde.
Og hvo var ikke gierne Giest,
Hvor selv hun var Vertinde?
Og længe vared det ei nu,
Saa stod der flere Stæder,
Hvor, yndige Thalia! du
Udbredte dine Glæder.
I Axelstad med sielden Kraft
Særdeles man dig dyrker,
Og hylder dig ved Druesaft;
Thi vi er ingen Tyrker.
I dette Samfund man især
Fandt ved eenstemmig Vælgen,
At den Gudinde, vi har kiær,
Bør nævnes som vor Helgen.
Du Fadder selv til Barnet stod;
Hvi skulde vi da tie?
Op, Brødre! siunger froe i Mod:
Hil være vor Thalie!