Ved Callisens Grav
Februar 1824.
Februar 1824.
„Naar skal da min Tid faae Ende?
Naar min Aand tilbagevende?
Brister dog, I Baand! itu,
Slipper løs omsider nu
Siælen af sin Fængselsmuur,
Fuglen af sit Fuglebuur.”
Saa hiin fromme Olding sukked.
Da ham Døden Øiet lukked.
Han sov ind med sneehvidt Haar,
Danmark græder ved hans Baar.
Ingen Sorg dog trykker ned,
Taaren er kun Kiærlighed.
Lykkelig og alderstegen
Stod han kongelig som Egen.
Kun Beundrings Taareglands
Falder i Cypressens Krands.
Yngling, Gubbe, Viv og Mand —
Hører dem ved Kistens Rand!
Jeg var Barn, Forældres Lykke,
Solens Glæde, Vaarens Smykke.
Da kom Døden med sin Lee,
Trued mig med bittre Vee;
Callisen i Favn mig tog,
Døden til sin Hule jog.
Jeg var Brud; min Brudgom smiilte,
Vi til Herrens Altar iilte.
Mat jeg standsed paa min Vei;
Rosen blegned, dufted ei.
Callisen sin Hielp mig bød —
Rosen blussed atter rød.
Jeg var Fader; Døden trued,
Ved min Seng jeg Flokken skued,
Arme Pige, stakkels Dreng!
Da treen Helten for min Seng,
Har mig Liv af Kilden øst;
Barnet blev ei faderløst.
Du, som trøstet har saa Mange!
Hør Taknemlighedens Sange.
Længe Døden skaante dig,
Ei han turde nærme sig;
Han har ikke Leen brugt,
Du faldt af som moden Frugt.
Verden skatter Lægens Lære.
Skal ham Ormen nu fortære,
Sønderlemme disse Been
Under denne kolde Steen?
O, kun Jorden vorder Jord,
Siælen til sin Skaber foer.
Krandser Graven, Søn og Datter,
Som fik Fader, Moder atter!
Sundhedsurter! voxer skiønt,
Dukker ham med Haabets Grønt.
Lærke! sæt paa Graven dig,
Siung: Han er udødelig.