Nu aabner, Fædreland! du atter mig din Favn;
Men Skyen tung mod Havet segner.
Jeg seer ei Taarnene paa Kiøbenhavn —
Det regner.
Indhyllet er den skiønne Stad i Slud.
Ei Bøgeskoven os forlyster,
Der ellers seer saa deiligt ud
Fra vore Kyster.
Støvregnen falder. Stundom dog der gik
En Straale giennem Tæppet, Dunster virke.
Ak, see! der kasted Sol et venligt Blik
Paa Fruekirke.
Der boer jeg, og der venter mig min Slægt.
Gid glade jeg dem finde maatte!
Tog du dem, Himmel! i din Varetægt? —
O, min Charlotte!
Gud signe jer! Nu skynder eder, kom
Til Arnen; der jeg Intet vil fordølge.
Erindringen giør Reisen om,
Og I skal alle Fader følge.