Da første Gang vi seiled forbi
Den fremmede Stad,
Ei dvæle kunde med Skibet vi
Ved Klippers Rad.
Men da tilbage vi atter kom
Paa Farten blid.
Da til i Staden at see sig om
Var nok af Tid.
Sin Vogn til Byen mig laante strax
En fremmed Mand.
Den Forstad er af et eget Slags
Paa Svea-Strand;
Man kiører og kiører, og tænker: „Nu
Er endt den Vei!”
Men derfor i Gothenborg est du
End kommen ei.
Da endelig Staden jeg fik at see —
Ha, hvilken By!
Den staaer, som tryllet frem af en Fee,
Saa stor og ny.
Men mennesketom. Jeg frygted Meen
Ved Feens Had.
„Men Folket forvandlet er til Steen
I fremmede Stad?”
Men snart jeg mærked, de var ei Steen.
En ædel Flok
Paa Skibet mig søgte, var ikke seen,
Men liflig nok.
Først lædskedes aandeligt min Tørst,
Jeg fro var Giest:
Sin Hustrues Digte mig bragte først
En venlig Præst.
Saa kom en Skare, som fordred Viin.
Min Skaal man drak,
Og gierne hørte den Klynge fiin
Min varme Tak.
Hvo vare de Svende? Studenter vist?
Ei denne Gang!
En Garderskare fra Stockholm hist
Af Helterang.
Champagneren skummed, de drak min Skaal,
Og mig forlod.
Og snart jeg nær ved min Reises Maal
Paa Dækket stod.