Hvor smiler det deiligt bag til Fieldet!
Af Træ’r og Udsigter er nok,
Og Elven nedskyller med Vældet
Fra Stenens romantiske Blok;
Og Boligen, simpel, men ædel,
Er yndig og rummelig stor.
Omfavnet af Biergene boer.
Men han er paa Reisen, ei hiemme.
Jeg kiendte ham i Kiøbenhavn;
Han lytted til Digterens Stemme
Alt tidlig, og var ham til Gavn.
Hvi kan jeg ham Haanden ei trykke,
Bekiendtskabet atter fornye,
Og glæde mig over hans Lykke?
Men han er med Fyrsten i By.
Hvad knittrer derhenne med Bragen?
Hvi brænder man Knuder og Blok?
Naar Verten fra Huset er dragen,
Behøver han Kiøkken og Kok?
Kom, Skiald! du vist falder i Staver,
Naar ret du om Alt veed Besked.
En Suppe man her dig tillaver;
Men blæs paa den først! den er heed.
Hvad? drømmer jeg, eller jeg vaager?
Ja, sandelig! Suppen er stærk.
Her Jernet man smelter og koger
I dette navnkundige Værk.
Der bringer os Karlen i Sleven
Alt Malmet, som flydende Vand.
I Formen det størknet er bleven,
Og Pladen alt staaer med sin Rand.
Forunderligt! Pladen jeg kiender,
Jeg selv har en slig i min Krog:
Naar Luen bag Pladerne brænder,
Jeg sidder saa tryg med min Bog.
Naar Stormen om Vinteren tuder,
Jeg sidder saa luunt i min Vraa;
Og pladsker mig Regnen paa Ruder,
Saa lader jeg rolig den slaae.
Som Milepæl Ovnen i Stuen
Med Minder om henfarne Tid;
Her — snel den udspringer af Luen,
Der tvinges, med Kunsten i Strid.
Hist — Fortidens tro Pyramide,
Her — fremmede Tegn af et Blund!
Ja, Liv! — dine Mærker henglide,
Alt smelter den seneste Stund.