Nu har vi os leiet en liden Karjol.
Ret mageligt vist er det bageste Sæde;
Men den, som skal sidde paa forreste Stol,
Hans Ryg vil just ikke paa Veien sig glæde.
Til Takke med Leilighed der maa han tage,
Han kan sig ei læne paa Sædet tilbage.
Men Reisekamraterne, Ynglinger to,
Vil skiftes, og denne Besværlighed dele.
Poeten er stivest, det mærke de jo;
Men sand Bagatel er for dem da det Hele.
I Solskin de smile, de smiler i Skyggen,
Med Noget i Ryggen, og Intet i Ryggen.
„Poeten skal digte paa Bierget i Nord,
Saa maa han ei plages af Træthedens Jammer,
Maa sidde saa mageligt, som ved sit Bord
I Axelstad hist i det eenlige Kammer.
Men Hestene selv vi for Gutten vil kiøre,
Og Digteren snelt over Biergene føre.”
Saa kiøre vi altsaa. — „Men, Digter! hvorhen?
Saa magelig Fart, kan det kaldes en Reise?
Til Thelemarks Dal maa du ile, min Ven!
Hvor Raukfossen ryger, og Klipperne kneise.
Thi skuer du der ei de skyhøie Borge,
Mon sige du kan, du har været i Norge?
Til Throndhiem du ogsaa maa drage for sand,
Hvis kraftigt din Idun i Strængen skal virke.
Og der maa du skue ved Nidarosvand
Den prægtige, gamle, den hellige Kirke.
Skiøndt Choret kun stander fra Oldtidens Dage,
Dog Saga der sidder og stirrer tilbage.”
I kiæreste Venner! det blier mig for tungt;
Jeg klavrer kun slet, jeg kun daarligt kan ride.
Ei Kroppen er smidig, skiøndt Hiertet er ungt,
Og meget alt Skialden har seet, skal I vide:
Jeg Alpen jo kiender med Snee paa sin Isse;
Saa kan jeg dog vel forestille mig disse.
Og Veien til Kirken — den blier mig for lang.
Alt Aaret jo helder; det venligt betænker!
Og Regnen ved Skyernes ilende Gang
Jo daglig os truer, og daglig os stænker.
Og kom jeg nu did i en Slud uden Lige —
Hvad skulde da Skialden om Fjeldene sige?
Desuden — jeg Landskaber ikke forstaaer
At male saa egenligt, ærligt at tale.
Hvorledes mig Hiertet ved Synerne slaaer —
Ja, det kan jeg tolke, ja, det kan jeg male.
Den skiønne Natur mig i Nærheden kalder,
Hvor yndigt med Susen kun Skummet nedfalder.
De skiønneste Bierge skal høre min Priis,
Til Ringerik stander min Hu og min Villie.
Og faaer jeg, o Norrig! ei meer af din Iis,
End den, som hos Collets jeg nød med Vanille,
Saa maa jeg mig trøste. Nu lader mig fare
Til herlige Klipper, skiøndt ikke saa bare.
Og trænger du til en begeistrende Sang
Om Fjelde fra Skabelsens vildeste Dage,
Med dampende Fosse, med Stenenes Hang,
Hvis Afgrunde spotte den Styrtendes Klage —
Saa sparer du mig et halvt Hundrede Mile.
En anden Gang kommer den studsende Skiald,
At skue de vildene Syner derovre.
Men denne Gang seer han ei Raukfossens Fald,
Og ager ei over det mægtige Dovre.
Paa Søndenfield glad i Naturen han sværmer,
Og Bakken ved Bærum alt Vognen sig nærmer.