Ak, min Trøst! min Elskerinde!
Hvor din Ynde lokker mig.
Altid her i Stuen inde
Ventende jeg finder dig.
Alderen paa dig ei tager,
Skiøndt din Ungdom ligger fiern;
Og dit Hierte mig behager,
Skiøndt det hamret er af Jern.
Kold du est vel af Naturen,
Men du let kan vorde heed;
Naar kun bruges Bøgecuren,
Strax du føler Kiærlighed.
Da mit mørke Vinterkammer
Livner du med munter Brand,
Og din Mund — med Heimdals Flammer —
Viser mig sin Gyllentand.
Da med roligtstille Hierte
Stirrer hen jeg uden Ord.
Drømmer ved din Tryllekerte,
Til der kommer Lys paa Bord.
Hvert et Barndomsminde hitter,
Som en Alf, i Stuen ind,
Mens derude Maanen titter
Fra sin Sky med blege Kind.
Ingen Veemod, kolde Maane!
Det er Livet ei til Gavn;
Hist hvor dine Straaler blaane,
Drømmer Længsel kun og Savn.
Her ved Kakkelovnens Lue
Synes Verden lig saa smuk,
Og i dæmringslørte Stue
Leger Alfen Blindebuk.