Jeg vandrer her alene
Bag Skovens høie Træer;
Bag Bøgens tætte Grene
Mig Harpen dog er nær.
Det som i Kirken klinger,
Naar Gubben Strængen slaaer;
En Englehær med Vinger
Mig hilser i min Vaar.
Min Siæl forstaaer
Den Harpeklang, som bringer
Mig Engle til min Vaar.
Jeg vandrer her alene
Bag Skovens høie Træer;
Bag Bøgens tætte Grene
Mig er Oboen kiær.
Hiin unge Knøs den spiller,
I den er Fryd og Trøst.
Hør! ligner ei dens Triller
En menneskelig Røst?
O, Fryd! o, Lyst!
Oboe! ja, dine Triller
Har menneskelig Røst.
Jeg vandrer her alene,
Hvor Skyggen sval jeg fandt,
Og hører fiernt bag Grene
Saa mangen Musicant.
Violoncellen sværmer.
O, søde Phantasie!
Snart fiern, snart den sig nærmer
Med hulde Melodie.
O, bi! o, bi!
Forlad mig ei saa flygtig,
Du søde Melodie!
Jeg sidde vil ved Grotten,
Hvor Kilden rinder klar.
Nu toner mig Fagotten,
Den er mig dyrebar.
Med Viisdom dybt den lyder;
I den jeg høre troer
De Raad, som Gud mig byder
Fromt i en Faders Ord.
Ja ja! jeg troer.
Fagot! i dine Toner
At høre Faderord.
Hvor herligt leger Straalen
Med Skovens Bladekrands!
Nu spilles paa Violen,
Den kalder mig til Dands.
Naar skal jeg Harald favne?
O, muntre Violin!
For Alt, hvad jeg maa savne,
Kom, send mig Trøsten din.
Ja din, ja din
Er Munterheden, Glæden,
Du flinke Violin!
Men ak — han er der ikke!
Veemod betager mig.
Nu hænge mine Blikke,
Forgietmigei! paa dig.
Men — klare Valdhorn klinger
Høit over Dal og Elv,
Og Haabet det mig bringer.
Nu synger Skoven selv.
Ja selv, ja selv!
Naar klare Valdhorn klinger,
Da synger Skoven selv.
Men, Gud! — troer jeg mit Øre?
Den velbekiendte Sang
Mig Harald lader høre
Med fierne Fløiteklang.
Han kommen er tilbage,
En Fløitespiller stor —
Nu svinder al min Klage,
Nu savner Glæden Ord.
Ei Ord, ei Ord,
Kun Fløiteklang gientage.
Hvad dybt i Hiertet boer!