Folkesang
ved Kong Frederik den Siettes og Dronning Maria Sophia Frederikas Kroningsfest.
ved Kong Frederik den Siettes og Dronning Maria Sophia Frederikas Kroningsfest.
Hvi samler sig om gamle Slot
En talrig Sværm til Glæde?
O, see ham hist den elsktc Drot
For Alles Aasyn troede!
Nu fryder sig det danske Folk,
Og hver vil Festen prise.
Vor Tunge være Hiertets Tolk,
Lyd høit, vor Folkevise!
Guld krandser nu din lyse Lok,
Demanter og Rubiner;
Men sku i dine Sønners Flok,
Læs dine Døttres Miner:
Hvert Hierte da, vor Frederik!
Saa tro som Guld du finder,
Og for vort Øies Taareblik
Demantens Mands forsvinder.
Hvo svæver over Borgen der,
Hvor Gyldenspiret funkler?
En Cherub med sit Flammesværd,
Som Stiernen selv fordunkler.
O, kiender I ham ei igien?
Kan slig en Aand forfalde?
Den gamle Fædrelandets Ven,
Kong Christian den Fierde.
Bygmesteren for Borgen staaer,
Og ved sin Æt sig fryder.
„Dig Himlen skienke mine Aar!”
Saa diærvt hans Stemme lyder;
„Som jeg, du fristed Lyst og Sorg,
Som jeg, du kraftigt virke!
Beskierm som Helt min gamle Borg,
Vær Fader for min Kirke!”
Hvo nærmer sig saa hvid og klar
Paa stille Nattevinde?
Ak, det er, store Valdemar!
Din venlige Fyrstinde.
Hun synger: „Gamle Folkesang!
Om Dagmar kan du tie.
Den Blide lever anden Gang
I Frederiks Marie.”
O, elskte To! Gud knæle saae
Nys i sit Tempel eder;
Han hører fra sit høie Blaa,
Hvad Danerfolket beder:
Gid eders Liv, en evig Vaar,
Maa blomstre, Dan til Lykke,
Til Alderdommens Sølverhaar
De gyldne Kroner smykke!