Kong Frederik den Siettes og Dronning Maria Sophia Frederikas Kroningsfest
Den 31te Juli 1815.
Den 31te Juli 1815.
Da første Gang en Flod med sine Blomsterstrande
Nomadesværmen holdt, og standsed vilden Helt;
Da den blev Sværmen kiær; da fremfor alle Lande
Nu Kæmpen elskte det, hvor fast han slog sin Telt —
Da følte Hiertet dybt: Af Alt, hvad Siælen kiender,
Staaer sligt et Samfund først, der aldrig skilles ad.
Og Leret hærded sig, og under Kunstens Hænder
Steg af de brændte Tegl forunderlig — en Stad.
Det blege Seildug veg med sine smalle Snore
For malmbedækte Taarn paa røden Kæmpemuur.
Det alt for lette Fri forbandt sig til det Store,
Og Kunsten i Triumph beherskede Natur.
Dog følte Mandens Bryst bag sine stærke Plader,
At ei til Sikkerhed Vilkaarlighed er nok,
Og at et Folk faa lidt undvære kan en Fader,
Som Dalens Hytte med sin muntre Børneflok.
Og for at undgaae Tvist og slig en Ild, som koger
I Landets egen Barm, i Fredens Tempelhiem,
De valgte sig en Drot, som tænker og som vaager
For sine Sønners Held, og som forener dem.
Da bar de ham paa Skiold, ved Harpens Høitidstone
Den drabelige Helt blev sat paa Thinget ned,
Og om hans Tinding sank den kongelige Krone,
Hvis Ring betyder: Pagt og skiøn Samdrægtighed.
O, altid var den Dag kiær for det danske Hierte,
Det vidner Sagas Bog med Blinken bag sit Støv,
Naar dybt i Egelund den evigunge Herthe
Kring Skioldungslokken vandt sit moderlige Løv.
Og, Dag! du kom igien, det vil en Fremtid sande;
Orkanen fierned sig med sine Tordenbrag,
Sig Siølund hæver fro af sølverblanke Vande,
Den svandt, den mørke Nat, og det blev atter Dag.
Den fæle Hydra Tvist har ikke sønderrevet
Samdrægtighedens Bryst med skarpen Tigerklo.
„Hvad dansk var, bliver dansk!” Det har Naturen skrevet,
Den Skrift kan Uretfærd ei bort med Blodet toe.
Hvem takke vi derfor? Hvem holdt i Faderarme
De grønne Øer fast til gyldne Jotaland,
Da trindt Naturen skialv? Det giorde han med Varme,
Det giorde Frederik, den ægte Søn af Dan.
Saa sikkred Valdemar — ei Himlen os forlader —
Ved Keiser Ludvigs Hof sit Fædreland i Løn;
Den stolte Gerhard faldt — og Margaretas Fader
Blev den, som kort tilforn var kun Christophers Søn.
Høitidelige Borg, hvis Mure meer sig hærde
I sivbekrandste Sø ved Maanskin og ved Sol!
Du dunkle Bøgeskov, hvor Christian den Fierde
Sad som en Fader tidt i steenudhugne Stol!
Mærk vel dit Held i Dag. Den vante Taushed viger;
En Vrimmel sværmer nu, hvor eensom Vandrer gik,
Og paa det stolte Taarn, som rankt fra Vandet stiger,
Med Taarer kasted hen et rørt Tilbageblik.
Nu suser i din Nat en Hær af lyse Straaler,
En munter Glædesild ved Fædrelandets Fest.
Hvor ellers Lyset kun de tause Mure maaler,
Ind finder pludselig en Skare sig til Giest.
Du snevre Kirke hist! din lille Hvælving fyldes
Af Landets bedste Mænd; den svandt, den stille Sorg.
Guldkrone med Rubin! din Skiønhed atter hyldes;
Lystreisen giør du did fra gamle Rosenborg.
O, længe giøre du ei atter denne Reise,
Lig trygt i mange Aar, beklædt med ædelt Støv,
Berør hans lyse Haar, og lad ham siden kneise
I sine Sønners Kreds med friske Egeløv.
Ja, Fredrik! see dit Folk, bemærk den glade Vrimmel;
Maria! Moder! lyt til dine Døttres Fryd.
Alfader glæder sig, og fra sin lyse Himmel
Han signer eders Liv, og kroner eders Dyd.