At kryste Druens Blod i Struben,
I Vellysts Favn, i Epheugruben.
Af Ladhed fræk, i dunkle Skov —
Det er kun vilde Satyrs Lov.
Med Dumheds Purpur paa hans Kinder,
Han favner drukne Bacchantinder;
Og Dyret ved sit Kildevand
Beskæmmer ham med meer Forstand.
Ei Bacchus i hans Selskab træder
Med Phantasiens høie Glæder;
Silen kun fra sit Esel gloer
Med døsig Stirren til hans Bord,
Og Echo spotter hæse Stemmer
Af værste Dyr, som Skoven giemmer.
Men see den ædle Helt, som her,
Ukiendt med Lysternes Begier
I Hallen ved sin Kølle hviler,
Hvor Skiønhed ham i Møde smiler!
Ei Løvens Glubskhed, Slangens Bugt,
Ei Hjortens Snarhed, Griskens Flugt,
Ei Jettens Kraft, ei Helvedhunden
Har, Hercules! din Styrke bunden.
Uhyrerne du overvandt,
Og salig din Belønning fandt;
Thi Sundhed skienker i dit Bæger,
Imens Apol paa Harpen leger.
O, da er Hvilen dobbelt sød,
Naar Kiækhed spænder Sværd fra Bælte!
Valkyrien kun skienker Miød
For Odins og for Balburs Helte.