Johannes.
O, Jesu! hvad er jeg mod dig?
Dit hulde Aasyn fryder mig.
Tak, for du mig foragter ei!
Jeg tilbereder dig din Vei.
Med Vand jeg døber af min Haand;
Du døbe skal med Ild og Aand.
Og naar m it Liv er her forbi,
Saa svæver jeg saa glad og fri
Til dig i Salighedens Glands,
Og lønnes med din Liliekrands.
Jesus.
Johannes! ei saa ydmyg vær,
Mit Hierte har dig evig kiær.
Du rydder ud den golde Torn,
At jeg kan saae mit Sædekorn.
Du stemmer Harpen i den Skov,
Hvor jeg skal siunge Himlens Lov.
Johannes! o, du er for mig,
Hvad Jesus er igien for dig.
Maria.
Jeg ingen større Glæde veed.
O, himmelske Beskedenhed!
O, hulde Broderkiærlighed!
Den fromme Jesus er den Største,
Men hans Johannes er den Første.
Lær, Yngling! af din Frelsers Røst,
Naar Æren svulmer i dit Bryst,
Og undrende dig Verden hylder —
Hvad du din store Formand skylder.