Til Fru Frederike Brun
Paa hendes Fødselsdag
Paa hendes Fødselsdag
Et lille Vers jeg gierne vilde bringe;
Men Morgenhanen ryster alt sin Vinge.
Og kalder mig afsted med aarle Galen
Til Fredriksdalen.
Jeg tør ei oppebie Phøbi Straaler,
Thi det er netop dem, jeg ikke taaler
I disse hede Dage. Ved at nøle
Forsvandt det Køle.
Saa maa jeg altsaa skynde mig som Lynet.
Jeg haaber, Baggesen er meer forsynet;
Han bringer fyldt vist alle sine Lommer
Med Digterblommer.
Men jeg, som hverken Svedsker eller Blommer
Dig har at byde, vær du selv min Dommer,
Hvor sær slukøret jeg i Dag maa ile
De tvende Mile.
Hvis end i Lyngby Tvebaksbageriet
Var nu, som fordum, Sieldenheden viet,
Saa kiøbte jeg, naar det ad Dagen lakker,
Dig tvende Bakker.
Dog Bagerbørn lidt Hvedebrød at byde.
Derover maatte du i Latter bryde.
Nei, heller bringer jeg en Blomst fra Vængen,
Lidt Grønt af Engen.
Nu kaster Solen Guld paa Søens Vover,
Hist seer jeg Taget, hvor Veninden sover,
Snart vaktes hun til Fryd, som Fugl i Hakken,
Af Sølverbakken.
Men Noget vilde jeg dog gierne sige.
Saa skynd dig, Musa! da, min bedste Pige!
Du smiilte for dog Ild i mine Blikke
For Frederike.
Men Musen tier. Vel, saa maa jeg uden
Det hele Sangerchor og Digterguden
Dig række Markens Blomster, uden Rosa,
I bare Prosa.
Gid mangen Vaar saa frisk og sund dig skue,
Gid lang Tid end Apollo med sin Lue
Tilsmile dig med Skiønhed og med Glæde
Fra Floras Sæde!