Kongens Skaal
Ved Festen i Anledning af det norske Universitets Stiftelse,
Ved Festen i Anledning af det norske Universitets Stiftelse,
den 11te December 1811.
den 11te December 1811.
For Fredrik, Fædrelandets Ven,
Vi denne Skaal vil tømme.
Han glemte for sit eget ei
Minervas Herredømme;
Han hængte hendes lyse Skiold
Paa Dovrefieldets Side,
Og herligt straaler nu fra Nor
Den hellige Ægide.
Stod kun i Laurbærtræets Ly
De skiønne Musers Kirke?
Gik Viisdom i tre hundred Aar
Ei frem bag Dannevirke?
Har Heklas Ø ei brudt sin Iis,
Forunderligt at skue,
I Oldtids Nat, og Himlen sendt
Sin skiønne Digterlue?
Hvor Kraften har sin Fæstning sat,
Maa Musers Tempel sættes;
Om Skandinavens blanke Hat
Bør Skiønhedskrandsen flettes.
Af Laurbær ei! I Nor og Dan
Vi ingen Laurbær finde;
Men Krandsen vi af Eeg og Gran
Skiønt, som af Laurbær, binde.
Høit rejser sig dit Slangehaar,
Grumtskelende Medusa!
Thi brudt et Mørkets Koglemulm
Ved Sang af Norges Musa.
I Kløften flygter Nattens Trold,
Sig Lyset har forenet;
Du standser for Athenes Skiold —
Og speiler dig forstenet.
For Fredrik, Lysets ædle Ven,
Vi denne Skaal nu tømme!
Han glemte for sit eget ei
Minervas Herredømme.
Hvor Fædrelandets Ven er Drot,
O, der er Viisdom Dronning.
Op, Norge! Kæmpers Fødeland!
Og priis den gode Konning.