Jeg hørte Leonardos, Pergoleses Toner skiælve,
Hvor mægtigt sig San Pietros Buer hvælve.
Og Buonarotis Hvælving brast,
Og Himlen viste mig sit Øiekast:
Jeg Engle saae i hvide Flaggerklæder
Til Jesu, til Marias Hæder
At hæve Salighedens Røst;
Den bøiede mit Knæ, den svulmede mit Bryst.
Jeg hørte Jordens Jammer,
Et Miserere qvalt af Helvedflammer;
Da vældigt i mit Øre klang,
Hvad Dante ved sit store Orgel sang,
Og aldrig jeg forglemmer
De strengcatholske, rædsomtskiønne Stemmer.
Jeg hørte Mozarts Tryllefløite
Paa Phantasiens grønne Sommerbierg:
Dens muntre Toner mig fornøide,
Fremmaned Kæmpe, Fee og Dverg;
Min Siæl til barnlig Lyst den bøide.
Jeg saae ham drage i den dunkle Dal
Alruneroden af de dybe Grunde
Til Livets Qval;
Og Blomsterne med Solens Glands forsvunde.
Og i en gothisk Hvælving Diævlen stod:
Don Juan, som en Ridder, fræk, letsindig,
Vellystig, vindig.
Men Helveds brændende Sciroccovind
Foer giennem Hvælvingriften ind,
Og kræved Blod.
Og første Gang paa Melpomenes Vinge
Jeg hørte Shakespeare giennem Toner klinge.
Nu, ædle Schulz! min Barndoms Ven!
Jeg hørte dig i Christi Død igien.
Ei stærk, ei brændende, begeistret ei af Syner,
Som Solen varmer, eller Lynet lyner,
Men som den stille Maanes Glands
Du smeltede min indre Sands.
Ei Himmelens, ei Helveds Sanger,
Ei Tolk for Overgivenhed og Jammer;
Den milde Andagt tolker du,
Det rørte Hiertes Svulmen til sin Skaber,
Som sig i Skyen taber.
Vær takket nu!
Din Salighed er sød,
Som dine Engles Sang i Christi Død.
Hvem barnlig Andagt fromt i Hiertet boer,
Ham vil du Stenen let fra Graven vælte,
Du vil hans Hierte smelte,
Du stille Sanger for det stille Nord!