Hvilket Under! hvad er dette?
End i Rom jeg var i Fior,
Nu jeg staaer paa Danmarks Slette
I det solforladte Nord,
Og dog straaler Vaarens Ynde
Mere frisk, end selv i Syd.
Ædle Par! min Tak forkynde
Skal den muntre Harpelyd.
Hvo gav Skialden grønne Skove
For Campagnens Bierge blaae?
Hvo den friske, sølvblaa Vove
For de høie Blomsterstraae?
Hvo gav for den køle Grotte
Ham en Bolig luun og skiøn?
Ernst! huldsalige Charlotte!
I har glædet Harpens Søn.
I har bragt ham til at glemme
Sydens hurtige Forliis,
I er Skyld i, at han hiemme
Føler sig i Paradiis.
Luunt beskierme Bøgens Kroner,
Nu kan han i Skoven gaae,
Og til Sangens høie Toner
For sit Danmark Harpen slaae.
O, hvor Hertha mig henrykker
Med sit Smut bag Løvets Hang!
Ingen skiønne Marmorstykker
Standse mig vel paa min Gang;
Men en salig Ynde hviler
Paa Naturens Helligdom,
Og hvor Kunstens Musa smiler,
Der er Grækenland og Rom.
Ei jeg vilde Sølyst bytte
Med det skiønne Tivoli;
Lav staaer den forfaldne Hytte,
Herligheden er forbi.
Men Mæcen er ei forsvundet,
Høit mod kolde Nordens Iis
Er den Ædle atter fundet.
Gid Horats var ligerviis!