Hilsen og Afsked
(Efter Goethe.)
(Efter Goethe.)
Til Hest, til Hest! Mit Hierte banked;
Det var fast giort, som det var tænkt.
Alt Taagen sig om Bierget sanked,
I Mørke var Naturen sænkt.
Om Egen hørtes Vinden ruske;
Jeg saae den som en Jothun staae,
Hvor Mørket giennem Krat og Buske
Med hundred sorte Øine saae.
Da Maanen kom, den Skybetvinger,
Igiennem Dunsterne den brød,
Mens Vinden slog med lette Vinger,
Og underligt omkring mig lød.
Jeg kunde mangen Afgrund skue,
Dog friskt og freidigt var mit Mod.
I mine Aarer hvilken Lue,
Og i mit Hierte hvilket Blod!
Dig saae jeg, og de milde Smile
Flød fra de hulde Blik paa mig.
Da traf i Hiertet dine Pile,
Hvert Aandedrag tilhørte dig.
En rosenfarvet Morgenrøde
Var dig paa Liliekinden tændt,
Og Kiærlighed til mig — du Søde!
Den var kun haabet, ei fortient.
Da vaagned Morgnen af sin Slummer,
Og Afsked isned mig nrit Bryst.
I dine Blik — o, hvilken Kummer!
I dine Kys — o, hvilken Lyst!
Jeg gik, du monne fast mig trykke,
Din Taare faldt i Barmen ned;
Og dog, at elskes — hvilken Lykke!
Og elske — hvilken Salighed!