Hvor jeg gaaer og staaer, der maa jeg tænke,
Elskelige! paa dit søde Smiil,
Det har truffet mig med Amors Piil,
Det har bundet mig med Freias Lænke.
Kunde jeg engang dog saligt svale
Læbens Lue paa din Haand af Snee!
Turde jeg dog tolke dig med Tale,
Hvad du alt kan i mit Øie see!
Elsker du igien, du bange Skiønne?
Ja, din Ild er ikke mindre svag;
Gierne vilde du din Digter lønne
Med et kiærligt Kys, et Favnetag.
Amor! du, som tændte denne Kerte,
Kiærlighedens Blus i begges Barm!
Lad med salig Skiælven snart min Arm
Trykke hende henrykt til mit Hierte.