Solen sank bag Bøgekroner,
Langsomt hæver Mørket sig.
Sværmeriets Trylletoner
Aftenskumring lærte mig.
Ærbar i et Slør sig svøber
Al den unge Blomsterpragt;
O! men halvindhyllet røber
Dobbelt Skiønheden sin Magt.
Dagen synker, Egnen hviler
Svøbt i Mørke, stolt og fri.
Glødende bag Busken smiler
Maanen, som min Phantasie.
Zephir vugger sorte Grene,
Vister Køling til mig hen.
Nattergalen klager ene,
Vaarens Sanger, Hiertets Ven.
Skumring! ofte vil jeg sværme
Her i dette sorte Krat,
Medens Skyggerne sig nærme.
For at hylle mig i Nat.
Hen, som du, min Længsel svinde
Salig i sit Veemodssavn!
Stierner! ak, naar skal I finde
Skialden i den Elsktes Favn?