Tancred og Høstgildet
Da det sidste Stykke engang blev spillet Aftenen efter det første.
Da det sidste Stykke engang blev spillet Aftenen efter det første.
Høstgildet følge Tancred? Gaaer det an?
Nei! Bonden oven paa en Herremand?
Umulighed! det lader sig ei giøre.
Et saadant Barbari bør man undgaae;
Blandt Folk, som vide, de Musik forstaae,
Vil man ei længer Gadeviser høre.
Dog det forstaaer sig, her i dette Liv
Maa Rosen voxe nær det dunkle Siv,
Og Gaaseurten staaer hos Natviolen.
Almuen dandser ved en Violin;
Den Ene drikker Øl, den Anden Viin —
Af Fyrrekanden, og af Sølverskaalen.
Hvor fattig er dog denne Landmusik!
Man mærker næsten ei et Øieblik,
Man er paa Opera; nei, meget mere:
Orchestret lægger Hænder fast i Skiød,
Og Sangerne — min Gud! det er en Nød —
Med høie Triller aldrig fistulere.
Min Tancred, ak! min Tancred derimod
Har ei saasnart af Baaden sat sin Fod,
Før som en Nattergal han giver Tone,
Og viser, at han er for Triller skabt;
Skiøndt jeg tilstaaer, at Rollen nu har tabt,
Da Helten meer ei spilles af en Kone.
Og hvilken Kraft i dette stærke Chor,
Naar Kæmperne staaer om det stakkels Noer,
For hende flux at slutte nu i Lænker!
Man mener: slig en Daad er let fuldbragt?
Vel hurtig giort, men ei saa hurtig sagt!
I Psalmetoner man sig først betænker.
Fordi hun ei har været ham tilpas,
Maa først Tyrannen synge Contrabas,
Mens hun beklager sig, skiøndt ei poetisk;
Først Paukerne maae rigtigt slaae sig løs,
Saa trække de afsted den stakkels Tøs.
Hvor dybt indgribende! Gud, hvor pathetisk!
Her derimod i Schulzes Syngespil —
Ja, der er Følelser, i Fald man vil;
Gretry og Monsigny har giort det Samme.
Men denne Smag bor være reent forbi;
For Hiertet ei, for Øret synge vi,
Musik maa være Sandseligheds Amme.
Den skal ei styrke meer til ædel Daad,
Ei røre meer til Veemods blide Graad,
Ei sødt opflamme Kiærlighedens Luer,
Ei skildre Characteer og ei Natur.
Af Guld og Brillanter er vort Uhr,
Det siger ei, om Værket ikke duer.
Nordboen troede før: hans stille Bryst
Var mere skabt for hellig Alvors Lyst,
At muntert Spøg i Syd var mere hiemme;
Da mored ham et let Bouffonnerie,
Den tunge Følelse sig følte fri
Ved Klangen af den velske søde Stemme.
Nu — skal vi hente Heltekraft fra Rom;
Normannen selv, som stærk til Syden kom,
Forvandles til en mandsklædt Sangerinde.
Solfeggier giør os Siælen nu bekiendt,
Nu Halsen være skal et Instrument,
Og Mennesket kan gierne reent forsvinde.
„Men, Ven! det velske Helte-Syngespil
Har ingen Mennesker. Hvo dadle vil,
Maa dadle Stykkets mægtige Fadaiser.” —
Hvi valgte han det da, bonsens til Trods,
Og lader Heltene gaae hen og slaaes,
Mens Kammerpigen synger Polonaiser?
I Sandhed, jeg begriber meget klart.
At dette Tonehav kan virke svart
Paa Hver, som for Musik til Alting tier;
Men i en Daarekiste, kiære Mand!
Mig ingen Lirekasse glæde kan,
Om end den spiller smukke Melodier.
Dybt føle vi ved Mozarts Himmelspil,
For Nicolo ei lukkes Øret til,
Og Cherubini har os tidt fornøiet;
Og ofte yded vi oprigtig Tak
En Mehul, Boyeldieu, en Dalayrac,
Med Smiil paa Læben og med Graad i Øiet.
Der er dog ogsaa Folk bag Bierget her:
En Kunzen, Weyse, Kuhlau er os kiær,
Og, ædle Schulz! endnu du os henrykker.
Paisiello, Cimarosa, vakkre Mænd!
I var her for, fornøi os tidt igien
Med muntre, overgivne Syngestykker.
„Rossini blot — altsaa Rossini kun
Du Fjendskab svoret har i denne Stund,
Og vil ham ei en Plads blandt os forunde?”
Forunde? Hvorfor ei? Fra Kunstens Hal
Der ingen Kunstner udelukkes skal;
Jeg hans Talent miskiender ingenlunde.
Kun bør han ei fordærve bedre Smag,
Rouladen ei modtages med Behag,
Naar, uden Følelse, den klukker kiælen,
Og naar han viser hvert et Øieblik:
Han coquetterer kun med sin Musik,
Og synger kun for Øret, ei for Siælen.
Saadan jeg dømte for med Ret og Skiel.
Othello siden, Moses, Wilhelm Tell
Gav om Rossinis Aand langt bedre Mening
Der enes Frugtbarhed af Melodie
Med Hierte, Characteer i Harmonie,
Og herlig er slig søsterlig Forening,
For mange Triller ogsaa der han slaaer,
Og Jøderne, mens Polonaisen gaaer,
Sig lade froe af Rødehavet favne.
Din Aand, Rossini! er dog stærk og varm.
Ak, nu i Eftermænds tidt tomme Larm
Bedrøvede din Genius vi savne!