Du vil, min Ven! jeg skal ei reise længer,
Du mener, intet Nyt jeg finder der;
At ikke den til fierne Skiønhed trænger,
Som kan opdage Skiønheden saa nær;
At Meget vil mig hisset ei behage,
Naar fiernt jeg søge skal min Levelyst,
Og at den Sol, som muntrer vore Dage,
Maa sende Straalen fra vort eget Bryst;
At Norden savne vil min Digterstyrke,
Naar den mig seer de velske Guder dyrke.
Det kan du alt ei saa alvorligt mene,
Dit Brev kun frister mig med Ironie.
Hvo i sin Kreds kun dvæler, snart staaer ene,
Han kiender Livet ei, han er ei fri.
Thi som med raske Flugt i vore Aarer
Omflyde maa det varme Sundhedsblod,
Saa maae vi dele Handling, Smiil og Taarer
Med Verden. Derved styrkes Siælens Mod.
Eensformigheden sieldne Skiønhed dølger,
Paa Verdenshavet gaaer kun store Bølger.
Og hvad er Phantasiens Siæleføde?
De Billeder, som Verden os har viist.
Naar Blomsten ikke Luft og Straaler møde,
Da har den snart sin Deilighed forliist.
En Brudgom først maa tumle sig og handle,
Før han til Hytten bringer fromme Brud.
Da vil i Glæde Tiden sig forvandle,
Da springer alle Haabets Knopper ud;
Da vorder skienket, vorder atter givet.
I denne Vexelvirkning nydes Livet.
See, Muserne beboe de fierne Bierge,
Hvo dem vil see, sig Templet nærme maa.
I dunkle Huler smedde Trælledværge,
En Trællesiæl kan intet Høit forstaae.
Vort Hierte — Broder! Sandhed var din Tale —
Er Siælens bedste Høisal; men i Fald
Du lukker denne skiønne Sommersvale,
Da blier den som den ossianske Hal:
Forladt og øde, dunkle Farver blaane,
Bestraalt kun af Eensidighedens Maane.
Som en homerisk Hal, den ud maa vende
Sin aabne Væg mod Dalen, stor og fri;
Og der maae mange stolte, kaade Svende
Til Borgens Frue gaae paa Frieri.
Den rette Husbond, tro og stærk, min Broder!
Maa længe tumle sig paa Verdens Hav.
Han kommer hiem, naar man det mindst formoder,
Og sender plumpe Lidenskab i Grav.
Han fælder Ungdomsfrækhed med sin Bue;
Hans Huset er, og hans den skiønne Frue.
Af mangt et Rosenbed har Bien draget
Sin søde Saft, af mangen Blomstervang.
Hvad ei som Syn, Bedrift mig har indtaget,
Hvorlunde kan jeg tolke det i Sang?
Thi lad mig flagre over Alpemuren,
O Ven! og stæk ei mine Vinger smaae.
Jeg maa besynge Mennesket, Naturen;
Deri bestaaer mit Liv. Thi lad mig gaae!
Af Arken Duen slip i Laurbærlunden,
Den kommer atter med et Blad i Munden.
Du kalder det unordisk, did at fare,
Saa langt fra Odin og den stærke Thor?
Og har du glemt Normanners stolte Skare,
Som oversvømmed trindt den hele Jord?
Men hvor de kom, de bragte deres Sæder
Og deres Guder med; og saa giør jeg.
Thi hold mig ei fra Sydens muntre Glæder,
Did over Alpesneen gaaer min Vei,
Og i de skiønne blonde Lombardinder
Omfavner jeg kun mine Landsmandinder.