Hvor smuk er Aftenstunden!
Nu synker Solen, det er kølt i Lunden.
Den dufter frisk; paa grønne Straae
Det er ei fugtigt end at gaae.
Paa Marken hist jeg hører Faaret bræge.
En Timestid jeg vil mig vederqvæge.
Har man sin Dont forrettet,
Og Dagens Byrde fra sit Hierte lettet,
Saa blier man hen ad Aften træt,
Da kan man ikke sandse ret.
Naar ei man gavne kan og virke mere,
Det tilladt er, i Skoven at spadsere.
Jeg negter ei, det Grønne
Har noget Yndigt, som jo alt det Skiønne.
Her kunde selv man fast faae Lyst
At synke til Naturens Bryst,
Og tolke Følelsen, som mangen Rimer,
Naar man har Tid, i sine Frihedstimer.
Jeg Lysten ei kan tæmme;
Men høres maa for Guds Skyld ei min Stemme:
I Staten var mit Held forspildt,
Man holdt mig for en Sangerpilt.
Hvo Skiønhed tolker, i Naturen skuer,
Den til Forretninger ei længer duer.
Thi gaaer jeg med det stille;
Og hører jeg paa Nattergalens Trille,
Da skeer det i en sildig Stund
Bag Grenen i den mørke Lund,
At ei jeg røbes skal af mine Lige.
Hvad vilde de til slig en Vandring sige?
Saa kom, Natur! Mit Øre
Jeg laaner dig, du maa mit Hierte røre.
Fortæl de Eventyr, du veed,
Om Uskuld, Skiønhed, Evighed!
Og spotter du end Tidens Trællelænke,
Jeg vil dig dog Opmærksomheden skienke.
Den hellige Stemme.
Hør mit Ord i Nattens Vind,
Lad det af dit Hjerte mødes:
Ingen gaaer i Himlen ind,
Som paa ny ei barnlig fødes.
Nicodemus.
Du tvinger mig til Latter;
Hvorledes kan den Fødte fødes atter?
Nu æres jeg, en voxen Mand
I Embed, Velstand, med Forstand,
Og skulde forfra dog som Barn begynde?
Vil du mig Sværmerier her forkynde?
Den hellige Stemme.
Kiød er Kiød, og Aand er Aand.
Snart udslettes Jordens Farve.
Hvad som fødes ei af Aand,
Det kan aldrig Himlen arve.
Tidens Lænke dig omsnoer,
Evighed er dig en Gaade?
Hvem ei Lys i Hiertet boer,
Nyder ikke Lysets Naade.
Nicodemus.
For dunkel, maa jeg sige,
Vil nu din Sang sig i mit Hierte snige.
Jeg elsker Alting med Fornuft,
Og griber ei i tomme Luft.
Af Viisdoms sunde Kilde vil jeg drikke,
Men giekkes her med Talemaader ikke.
Den hellige Stemme.
Mægtig bruser stærken Vind;
Hørte du den mægtig bruse?
Hvorfra kom den stærke Bind?
Hvorhen vil den atter suse?
Nicodemus.
Det trækker her i Lunden;
Jeg frygter, mig forkøler Aftenstunden.
Jeg atter gaaer til muntre Stad;
Her føler jeg mig lidet glad.
Til Følelser jeg mig ei meer indvier;
Det er jo dog kun Barndomsphantasier.
Den hellige Stemme.
Flygter du, naar jeg kun toner
Jordens Qvad i Skovens Kroner?
Ha, hvad blevst du, hvis dig klang
Evighedens Himmelsang?