Hvor blevst du, hulde Aand?
Hvor blevst du, Jesu sød,
Som strakte høit din Haand
Til Gud fra Jordens Skiød?
Ak! i de svedne Straae
Jeg finder ei dig meer;
Min hist i Skovens Vraa
En Yngling jeg dig seer.
Saa smekker og saa skiøn
I dukle Skyggers Hegn
Du vanker om i Løn,
Og skyer den hede Egn,
Hvor stolte Pharisæ’r
Forblinder golde Muld,
I sit Skarlagenskiær
Med brede Bræmmer Guld.
Du vandrer, Yngling skiøn!
Fra denne stolte Pragt
Til stille Hvælving grøn,
Med kølne Blade takt.
Og Fuglens muntre Sang
Ved Skyggens hulde Bryst,
Og Bakkens Bølgegang
Sig blander i din Røst.