Naar i Naturens muntre Favn
Den fulde Siæl har længe hvilet,
Da mærker den tilsidst et Savn,
Skiøndt den af Alt er giennemsmilet;
Som Robinson midt i sit Rige,
Som Adam i sit Paradiis.
En sindrig Ven, en yndig Pige!
Hvad kan erstatte det Forliis?
Du veedst det, hellige Natur!
At kold min Barm sig ei tilslutter.
Forhadt er mig den skumle Muur,
Naar Flora pynter sine Glutter.
Naar Solen paa de grønne Høie
Nedblinker sine milde Lyn,
Da funkler Taaren i mit Øie,
Og Gud jeg takker for mit Syn.
Og naar i Duggens klare Slør
Jeg seer de voxne Børn sig store;
Naar huldt de modnes, som sig bør,
Naar af de Smaae der bliver Store;
Naar Knoppen i sin Ungdomsrødme
Udsvulmer til en Ætherfrugt —
Da nyder jeg den hele Sødme,
Og takker Himlen for min Lugt.
Og naar paa grønnen Silkejord,
I dunkle Lund, i lyse Dale,
Midt i den rige Blomsterflor
Jeg hører tusind Nattergale,
Og naar blandt Kornets røde, blaae
Gudinder jeg kan Lænker høre.
Da, mens de sødt i Luften staae,
Jeg takker Himlen for mit Øre.
Men meer end i Naturens Pragt
Sin Almagt skrev den Evighøie,
Han præged den med større Magt
I Siælen giennem Mandens Øie;
Og mere skiøn end Rosen rød,
Hvis hulde Straaler snart forsvinde,
En Blomst fremvoxte, da han bød
At blomstre frem den hulde Qvinde.
Derfor er i min Phantasie
En Egn, hvor Adams Børn ei vanker,
Et frostigt Landskabsmaleri,
Et Digt, ideeløst, uden Tanker.
Først tryller vel den tause Lyst;
Men Tomhed bliver snart det Hele,
Naar intet varmt, beslægtet Bryst
Kan Øieblikkets Glæde dele.
Som naar en Salis laer os gaae
Igiennem lutter smukke Egne;
Som Matthisson, der peger paa
Hver livløs Gienstand allevegne;
Kold bliver dog den hele Sang,
Skiøndt fuld af Field og Morgenrøder,
Fordi ei paa den hele Gang
Os et besiælet Væsen møder.
I saa Fald sagtens en Poet
Det bedre har, end mange Flere;
Alt, hvad hans Musa glad har seet,
Det kan hun personificere.
Saaledes i en salig Stund
Hist, hvor den gamle Bøg udluder,
Mig viste nys den danske Lund
En Flok af lutter græske Guder.
Dog Mennesket er ikke blot
Poet, men Menneske desværre!
Hvad Poesie nys giorde godt,
Giør ofte paafulgt Prosa værre.
Den kommer med desmere Last,
Og truer tidt med Hiertebristen,
Fordi den sætter en Contrast,
Der kiendes ei af Prosaisten.
Derfor paa dette svage Siv
Maa Taaren strax i Øiet træde,
Naar i det virkelige Liv
Der møder ham engang en Glæde.
Han kan det ei forstaae; han troer,
At Phantasien atter brænder,
Vant til at Lykken her paa Jord
Ham altid gierne Ryggen vender.
Tak derfor, Venner! at I kom:
Nu skal I hvert et Savn fortrænge.
Nu vender Glæden atter om,
Og stemmer Harpens matte Strænge.
Nu er ei Tanken indelukt
I Eensomhedens tause Fængsel,
I Toner flagrer den saa smukt,
Og dræbt er al den syge Længsel.
Hvor herligt i Løvhytten her
En landlig Nadver karsk at nyde,
Mens froe i Aftenrødens Skiær
Sig alle Havens Urter fryde,
Mens blide Zephir let og stil
Sig ind i Æbletræet lister,
Og vinker til et Taffelspil
En fjedret Skare Hoboister.
See, hvor i Aftensolens Guld
Den røde Viin i Glasset straaler,
Mens Bacchus flagrer elskovsfuld
Om sine maibekrandste Skaaler.
„Drik”, raaber han, „en Skaal, og klink!
Lad Druen eders Fryd forsøde!”
O, Venner! følger Gudens Vink:
Hil dig, du Monne Aftenrøde!