Søen strammer ud sit Klæde,
Himlen farver Søen blaa.
Klare, lyse Bølger smaae
Ganske blye paa Landet træde;
Breddens Blomstersiv de væde.
Trække sig saa uden Brag
Atter hen saa sølversmukke
I det stille Hav, og vugge
Mod den klare Sommerdag.
Snekken hist paa Vandet flyder.
Som en Svanes hvide Krop
Puster stolten Seil sig op;
Langsomt Kiølen Bølgen bryder.
Hid den sig mod Landet skyder
Med det røde Purpurflag.
Let en Flok Zephirer følger,
Flaget mildt i Luften bølger
I den klare Sommerdag.
Skynder eder, sagte Vinde!
Skyder Snekken hurtig frem
Giennem Bølgen til sit Hiem.
At jeg ved mit Bryst kan finde
Snart min Ven og min Veninde.
Vind! hvi est du dog saa svag?
Seer du ei, hvor de med Glæde
Vinke med det hvide Klæde
I den klare Sommerdag?
Ak! hvi kan jeg dog ei svømme
Flux med Støvler og med Frak
Mod den alt for sene Smak
Giennem de krystalne Strømme?
Hulde Venskab! du kan dømme,
Hvor det er en ængstlig Sag,
Længe hist at see de Kiære,
Og ei nær hos dem at være
I den klare Sommerdag.
See, nu vende de tilbage!
Nys de var ved Landet fast;
End de giøre maae et Kast.
For Zephiren at bedrage.
Ingen Dag er uden Plage;
Det er en for afgiort Sag.
Plage! siig, hvor kan du nænne
Selv at plage mig i denne
Himmelklare Sommerdag?
Tys! Zephirens røde Kinder
Svulmer op med mere Magt.
Neppe har jeg Ordet sagt,
Før min Ret til Klage svinder.
Nu kan Snekken uden Hinder
Nærme sig med dæmpet Brag.
Snart jeg dem i Favn kan ile;
Da vil først min Glæde smile,
Som den klare Sommerdag.
Vivat! Ud paa Land de stige.
Nu velkommen da igien
Kiære, langstforonskte Ven!
Længstforønskte, kiære Pige!
Nu kan jeg med Sandhed sige,
Trykt i Venskabs Favnetag:
Fast er Glæden i sit Sæde;
Thi foruden Venskabs Glæde
Hvad er selv den bedste Dag?