Hist, hvor Høien venlig skraaner,
Hist, hvor Horizonten blaaner,
Og sin Glands af Solen laaner,
Stod et gammelt Kloster trygt;
Tæt indkrandset, venligrolig,
Rundt af Skovene fortrolig,
Gudsfrygts tarvelige Bolig
Var af store Træer omskygt.
Mangt et Aar var længst forsvunden,
End det urørt stod i Lunden,
Hellig Fromhed lagde Grunden,
Til Guds Ære blev det bygt.
Anders bort sit Øie vendte
Fra den Pragt, som Hiertet blændte,
Som med Fristelser omspændte,
Siælen, Ondskabs bange Rov;
Agted ei de gyldne Klæder,
Vandred til de stille Steder,
Hvor i Andagt Fuglen qvæder
Psalmer fromt til Herrens Lov.
Der lod han i dunkle Skygge
Sig et helligt Kloster bygge,
At de fromme Brødre trygge
Kunde boe i tausen Skov.
Ridderen med Falk og Hunde
Blev nu fra de dunkle Lunde,
At det rene Hierte kunde
Følge Fromheds høie Bud.
Der, hvor Jægerhornets Toner
Forhen klang i Skovens Kroner,
Hvor for Fuglen lumske Doner
Sattes, lød nu intet Skud.
I de dæmringsslørte Skove
Turde ingen Larm sig vove,
At de fromme Fædre love
Uforstyrret kunde Gud.
Hele Vaarens Fugleskare,
Ræd for Larm og Skot og Fare,
Fløi nu paa de Vinger snare
Til den stille Munkebo,
Hvor de loktes ei i Nøden,
Hvor de uden Frygt for Døden
Kunde staae i Morgenrøden,
Uforhindret, sødt i Ro.
Hvergang Klosterklokken ringed,
Nu hver Fugl, saa let bevinget.
Høit sig op mod Himlen svinged.
Sang saa lysteligt og fro.
Fromme Bønder did hendroge,
Op de deres Hytter sloge
Der, hvor Munkene forjoge
Overlast og Voldsomhed.
Ind de vel ei turde vove
Sig i Anders’ fromme Skove,
Men ved Søens blanke Vove
Satte de sig hisset ned.
Oldingen dem tidt besøgte,
Deres Tro han fromt forøgte,
Gavmild deres Kirke smykte
Med det Kors, hvor Jesus led.
Hvergang nu en jordisk Smerte
Ængsted deres syge Hierte,
Kloge Raad han venligt lærte,
Deelte ud sin Lægedom;
Hvergang Mismod, Qval og Kummer
Giorde Luften qvalm og lummer,
Vaktes Siælen af sin Slummer,
Blev det godt, naar Anders kom.
Hvergang til den sidste Hvile
Trætte Legem hen mon ile,
Lod han brustne Øie smile
Uden Frygt for Herrens Dom.
Ak! forgieves vil du søge,
Vandrer! end de gamle Bøge,
Som forbandt sig at forøge
Kølighed ved Klostrets Fod.
Yngste Qvist, som da mon skyde,
Monne Stormen længst nedbryde,
Da kun lumske Orme tyede
Til den trøstet-hule Rod.
End vel i de grønne Dale
Klostret staaer; men stolte Sale
Paa det samme Sted nu prale,
Hvor de ringe Celler stod.
Bonden end med Andagt skuer
Hen til Kirkens hvalte Buer,
Himlen i hans Hierte luer,
Naar han nævner Anders’ Magt.
Kiøbstedsfolket, plat og støvet,
Fromhed, Kraft og Tro berøvet,
Sølvets Slaver, slængt i Støvet,
Nævner det kun med Foragt.
Skialden, ak! hvis Blik saalænge
Paa de gamle Mure hænge,
Griber i de stemte Strænge,
Blusser, sødt til Sang opvakt.
Hist, hvor Axet Jorden dølger,
Hist, hvor Øiet blidt forfølger
Agrens tunge, gule Bølger,
Sort et Kors paa Høien staaer,
Hellig Anders reist til Ære,
At hans Aand kan altid være
Egnen nær, og Omsorg bære
For sin Ager, Aar for Aar.
Hvergang Blomsten Engen spætter,
Hvergang unge Løv sig fletter
Huldt i Mai, da først sig sætter
Nattergalen der, og slaaer.