Venligt, Sorø! dit Aasyn leer, blyfærdig du titter
Giennem den blomstrende Skov, Hinden bag Buskene liig;
Speiler det røde Tag i det riflede Vand, som af Himlen
Laaner sit dunkle Blaa, blandet med sivgrønne Skiær.
Hisset staaer Anders-Skov, ærværdig med ældgamle Mure;
Nys indblandede Pragt her ei mit Øie kan see.
Ret som to Nabogubber i Qvæld efter fuldendte Dagværk,
Staaer I hver udenfor Sit, nikker hinanden God Nat!
Altsaa denne Natur det var, som med Kiærlighed rørte
Holbergs Hierte, som først fyldte med Attraa hans Barm?
Barmen, som hidtil aaben kun stod for Latter og Lune,
Her Livsblomsten fik kiær seent i sin Alderdoms Høst?
Hellig Ærbødighed skyldes den Egn, hvor Daniens Holberg
Vandred med Sølverlok taus under Egenes Hang.
Egen bøied sin Green for at krandse den mægtige Tinding;
Nu ham Udødelighed kroner med Stiernernes Krands.