Taagen dybt nedfalder,
Natten kalder;
Stiernen atter blinker,
See, den vinker!
Dine Straaler klare
Ei du spare!
Lad mit Hierte drikke
Dine Blikke!
See, paa Fædregraven
Jeg med Staven
Staaer, Farvel at sige
Nvrdens Rige.
Led mig til de svale
Blomsterdale,
Hvor bag grønne Gitter
Druen titter;
Hvor Melonen kraftig,
Kølig, saftig,
Skienker, for at lædske,
Søde Vædske;
Did, hvor Perler bade
Rosenblade;
Hvor ad Liliens Side
De nedglide.
Led mig uden Fare,
Tag mig Vare,
Skiønne Lys i Vrimlen,
Sendt fra Himlen!
Som for hine Trende,
Du mig brænde!
Jeg vil og tilbede,
Christ oplede.
Jeg vil Hytten finde,
Uskylds Minde,
Hvor som Glut han hviilte,
Barnlig smiilte.
Vil i Templets Gange
Høre Sange,
Hvor den Høie lærte:
Prøv dit Hierte!
Vil bag Skovens Grene
Staae alene,
Hvor han underviste.
Og bespiste.
Vil ved Dommerhuset
Knæl’ i Gruset,
Hvor ham, klemt om Haaret,
Tornen saared.
Kedron vil jeg finde;
Der skal rinde
Mine Taarer, blandet
Sødt med Vandet.
Golgatha jeg giester.
Og korsfæster
Sønderknuust min Brøde,
Hvor han døde.
Over Bierg og Vande
Veien stande!
Jeg vil taalig lide,
Og bestride.
Thi hans stærke, svare
Engleskare
Ei fra mig forsvinder,
Før jeg finder.