Du lange, laurbærkrandste Dreng,
Der altid Lyren har i Hænde,
Og klimprer paa den gyldne Stræng
Fra Morgen indtil Aftens Ende;
Men giør for Resten idel Vind,
Og bryster dig saa stolt som Pokker,
Fordi du har en Rosenkind,
En rank Figur og brune Lokker;
Fordi der gaaer ei Dag forbi,
Da du tilsmiles jo af Here,
Og ømt omfavnes af de Ni,
Og henrykt kysses af Cythere!
Hør, hvad i Dødeligheds Land
Man pleier høit om dig at tale.
Der har man dog lidt meer Forstand,
End i Olympens Stadsesale.
Thi Pallas lever ikke meer
Forklaret over Himlens Skyer;
Localiseert man hende seer
Nu overalt i store Byer.
Sit Kiøn hun snild forandret har,
Men ei sin Mine kold og bister;
Hun før en Amazone var,
Nu er hun blevet en Magister.
Sit Spyd hun trylled til en Pen;
For en Paryk maa Hielmen glide;
Imperativet kom igien,
Da hun bortslængte sin Ægide.
Og høit fra hendes lærde Bo
Man hører hendes Sønner raabe
(Hvis runde Tal er Legio):
„Apol! Du est en ussel Taabe.
Du spiller artigt, det er sandt;
Men mangler reent Soliditeter,
Og fylder Jorden kun med Tant,
Med Følelser og med Poeter.”
I Fald, Apol! du er saa læg
Og veed ei, hvad solid betyder,
Da er det Alt, hvad skaffer Steg;
Det Skiønne skaffer tørre Jyder.
Solidhed kaldes det, fordi
Saalænge vi paa Jorden hinke;
Saalænge dependere vi
Af Gaasesteg og Fleskeskinke.
Mercur, med Vinger paa tilforn,
Nu med en Pose fuld af Tutter,
Og Overflødighedens Horn
I Panden, Rigdoms Attributer;
Mercur udraaber: „De har Ret,
Vor sande Svindsot er Poeter.
Kan man i Riim sig spise mæt?
O, ei engang i Hexameter.”
„Og” raaber Ceres stoltelig,
Men ikke just med sølvklar Tone
(Hun her paa Jorden viser sig
Som en forædt Forpagterkone);
„Mon man kan pløie Agerland
Med saadant Fias? Det vil ha’e Hede!
Mon det til Torvet bringes kan,
Som Flesk og Rug, som Gæs og Hvede?”
„Ja, ganske vist,” strax raaber ud
En Flok, som ønsker dig beskiermet,
Hvis Hierter, ak! ved Skiebnens Bud
Er flyttet ud paa Kioleærmet;
„Paa Leipzigs Messe dette Fias
(Ironice vi Navnet vælger),
Som Svinekiød paa Ulfeldsplads,
Som Rug paa Gammeltorv, man sælger.”
Og, see! en Latter hæver sig
Fra Lærd, fra Kiøbmand og Forpagter;
Og hvad der vil forsvare dig,
Giør, at man dig kun meer foragter.
Fortuna, uden Kapriol,
(Paa Kuglen nu hun staaer ei gierne,
Men sidder i en Lænestol,
Med Slaaprok paa, med Baand og Stierne);
Fortuna gaber: „Paa min Tro!
Apol jeg vorder ei forbunden.
Han kan ei lade Folk i Ro,
Den Næsviss bruger altid Munden.”
Kronion, som paa denne Jord
Man som en kold Despot kan kiende,
Om, Gud skee Lov! ei i vort Nord,
Saa dog i Jordens anden Ende;
Kronion siger: „Pereat
Apol med sine Idealer!
De svare ikke til min Stat,
De due ikke for en Daler.”
Thi stands, Apol! dit Klimpreri;
Din Daad foragtet er og luftig.
Ei tryller meer din Melodie,
Dertil er Verden for fornuftig.
Lær Noget! du har Tid endnu,
Og Hoved mangler dig just ikke;
Men smiil ei mere, hører du?
Til Sanggudindens fade Blikke.
Italiensk Bogholderi
Er Noget, hvortil du kan trænge;
Dog tving dig ikke, du er fri,
Vælg selv, lad bare Harpen hænge!
En Videnskab lidt mere reen
Maaskee dig bedre kunde smage;
Velan, udgrund de Vises Steen,
Og bliv en Fichte op ad Dage.
Dog nei! den Vise blier bespiist
Saa slet, som du; thi uvilkaarligt
Kun Verden raaber: Viist er viist,
Og alt det Daarlige er daarligt!
I sulte begge en Duet,
I begge viist og galt crepere.
Nei, vil du leve, lær da ret
At dømme, præke og curere.
Dog raad dig selv. Bliv lav, bliv stor,
Naar, hvad du er, kun ei du bliver.
Du trives ei paa denne Jord,
Hvis Lyren du ei sønderriver.