Yndig er en Aftenvandring
Under dunkle Skovetop;
Men nu vil jeg til Forandring
Stige did til Bierget op.
Her alt Skyggen lange dækker
Dalen med sin Vinge bred;
Men hvor Bierget høit sig strækker,
Er ei Solen gaaet ned.
O, hvor herligt saa at stande!
Taagen skiuler Skov og By,
Men om Fieldets rene Pande
Svæver ingen Taagesky.
Rask endnu, saa let, saa tapper,
Som en Steenbuk, som en Vind!
Nu ad Klippens Kæmpetrapper
Svang jeg mig til Biergets Tind.
Ja, her nærmer jeg mig Himlen,
Her er Stiernen bedre seet.
Hisset synker Jordevrimlen,
Jeg mig føler en Prophet.
Helligaand, hvem mine Læber
Nævner alt for mat med Ord!
Her du for den kiække Stræber
Viser dig forklaretstor.
Ei i Tordenskyens Bragen,
Som paa Sinai, med Blink,
For en Flok, som uopdragen
Misforstod kun dine Vink:
Mild jeg seer paa Firmamentet
Dig i Lysets Klædebon;
Haabs-, Erindrings-Testamentet
Engle bringe med i Haand.
Hisset Moses med det Gamle,
Med Forgangenhedens Sprog;
Her sig Fremtids Blade samle:
Evangeliernes Bog.
Dette Skrift Elias bringer,
Som blev salig uden Død,
Som sig svang paa Kraftens Vinger
Til sin Gud fra Jordens Skiød.
End for svag er du, min Vinge!
End jeg gaaer i Støvets Ham,
End kan jeg mig did ei svinge;
O, men synke meer, var Skam!
Vel, saa skal mig Klippen bære,
Hytten, nær den rene Snee;
Her er saare godt at være,
Her kan jeg Gud Herren see.