I de hede Middagstimer Ynglingen i Staden gaaer.
Skyggen søger han forgieves; hist en gammel Kirke staaer.
For i Kølning at forfriskes, træder han i Kirken ind,
Og den høitidsfulde Hvælving taler mægtig til hans Sind.
Alt er som i Graven stille, det i Dag er Søndag ei;
Hist en Krands om Daaben finder han endnu af visne Mai.
Giennem broget Vindve Solen skinner paa den hvide Steen,
Som med Munkeskrift bedækker gamle Ridders muldne Been.
See, da smeltes ham hans Hierte; Længsel føler han og Haab:
„Er som Barn jeg ikke viet til min Gud i denne Daab?
Var det ei for Altret atter jeg mig fromt med ham forbandt?
Og hvor ofte kom jeg siden, mens de vilde Dage svandt?
Mellem Støi og frække Sværme spotted jeg paa Daarskabs Bud
Ofte disse hellige Skikke, ja det Helligste: min Gud!”
Meer ham Taaren ei tilsteder, Ruelsen ham byder: ti!
Hist paa Altret ligger Biblen, og hans Øine see deri,
Og de Ord, han læser, tyde fuldeligt hans Tilstand nu,
Thi det er et venligt Varsel: „Saul! hvi mig forfølger du?”
Da med kraftig Anger kaster han paa Knæe for Altret sig:
„Nei, du Himmelske!” han raaber, „jeg vil ei forfølge dig.
Dig, hvem jeg i Livet hylder, i Naturen, i Bedrift,
I de gamle Skialdesange, i den vise Hednings Skrift,
Skulde jeg dig ei tilbede, Herre! hvor du straaler ned
Faderligst, i renest Lue, kaldt af Jesu Kiærlighed?
O, tilgiv min fordums Letsind! see, jeg lyder kiæk dit Bud!
Jeg vil elske, jeg vil virke, jeg vil døe for dig, min Gud!”