Vilhelm.
God Morgen, I Skiønne!
Hvor smukt i det Grønne
Bæver I, prydet med Dugperlens Glands.
O kom, lad mig binde
Min elskte Veninde
En frisk, en duftende Blomsterkrands!
Blomsterne.
Ak, altid kommer du kun herhen
For at plukke os Stakler, saa gaaer du igien.
Grusomme Vilhelm! kort er vort Liv;
Dog dræber du os til din Tidsfordriv.
O, skaan os, og lad os beskygges af Hækken,
Dufte i Dalen, smile til Bækken,
Aabne i Solen vor svulmende Barm,
Indtil vi synker i Dødens Arm!
Vilhelm.
O, hvorfor kan eders Søstre dog ei,
Som visned i Lydas bølgende Haar,
Vende tilbage paa Livets Vei,
Og sige jer, hvad I ikke forstaaer!
I vil heller blegne paa dette Sted,
End flettes i en straalende Krands,
Som jeg vilde pryde Lyda med,
Naar med svævende Fied
Hun i Aften iler til muntre Dands?
O, Blomster! Blomster! o, lad eder sige!
I veed vist ei,
Hvor sødt det er, at omslynge en Pige;
Men det veed jeg.
Blomsterne.
En Pige mig hid,
Og en Pige mig did!
Nei, kiære Vilhelm! du skal have Tak;
Du narrer os ikke med al din Snak.
Du kan længe nok til din Pige gaae,
Men os Blomster skal du smukt lade staae!
Vilhelm.
Hvor er I dog noget uvidende Kram!
Det er sandelig næsten en Spot og Skam.
Jeg skal lade jer staae? Det Imperativ
Har jeg aldrig hørt Mage til i mit Liv.
Dersom I kunde det ringeste Philosophie,
Saa maatte I vide: kun den har Ret,
Som er Øiemed selv, Person, og fri,
Som har Fornuft og Autonomie.
Men det har I ikke. Seer I det!
I er blotte Midler, I arme Skrog!
Dersom I engang imellem saae i en Bog,
Saa vidste I, inden en Uge var omme,
At eders Villie stak i min Lomme.
Blomsterne.
O, fornuftige Vilhelm! bliv ikke vred,
Og træd os ei i din Harme ned.
Vilhelm.
Jeg har Ret til at blive alvorlig vred,
Jeg har Ret til at blive i Hovedet heed.
En Skabning, en Pige, som min Veninde,
Der beskæmmer Flora, skiøndt hun er Gudinde!
Som selv af de deiligste Blomster bestaaer,
Der smile saa huldt i en evig Vaar!
Hendes Øine: de sande Forglemmigeier!
Hvo eengang i deres Himmel seer,
Han glemmer dem sandelig aldrig meer,
Hvis ellers han Noget erindre pleier.
Hendes Kinder: o, himmelske Morgenskiær!
En Semperflorens blusser paa hver.
Og en Liliehob saa blændende dølger
Det Hierte, som kiærligt og kiælent bølger.
Forgieves den skiønneste Rose stræber
At overgaae hendes smilende Læber.
Intet opveier de enkelte Dele,
Uden det skiønne, harmoniske Hele;
Intet er deiligt og sødt, som hun.
Og I? qvos ego!
Blomsterne.
O, pluk os kun!
Du slog os alt med din Philosophie,
Men meer endnu med din Poesie.