Hymne til Glæden
(Efter Schiller.)
(Efter Schiller.)
Glæde, Lynglimt fra det Høie!
Engel, som fra Himlen kom!
Ild opfunkler Støvets Øie
I din lyse Helligdom.
Huld din Trolddom sammenbinder
Alt, hvad Fordom søndersled;
Hyrden Ven i Fyrsten finder,
Hvor fra Gud du svæver ned.
Chor.
Favn mod Favn, I Millioner!
Broderligt hvert Hierte slaae!
Over Himlens Stierneblaa
Vist en kiærlig Fader throner.
Hvo det store Held ei savner,
Varmt at kaldes Vennens Ven;
Hvo en elsket Viv omfavner,
Juble Tak mod Himmelen.
Ja, selv den, som kun kan sige:
„Der var Een, som elskte mig!”
Hvo som ei det kan, han snige
Af vor Kreds med Taarer sig.
Chor.
Jordens vidtudstrakte Zoner!
Hylder Glædens Sympathie;
Ved dens Guddom hæves vi
Did, hvor den Ukiendte throner.
Glæde drikker Jordens Klode
Ved Naturens Moderbryst.
Alle Onde, alle Gode
Gaae din Rosenvei med Lyst.
Ven, i Dødens Arm den samme,
Kys og Viin os gav dit Bud;
Ormen fryder Sandsers Flamme,
Og Cheruben staaer for Gud.
Chor.
I nedstyrte, Millioner!
Aner du en Skaber, Jord?
Søg ham over Stierners Chor!
Vist han over Stierner throner.
Glæde er den Fiær, som spænder
Høit den evige Natur.
Glæde, Glæde Hiulet vender
I det store Verdensuhr;
Blomstret den af Knoppen hyller,
Sole paa det hvalte Blaa,
Sphærer den i Rummet tryller,
Som vort Øie aldrig saae.
Chor.
Froe, som Almagts Sole glide
Evigt giennem Himmelen,
Som en Helt til Seieren,
Freidigt I ad Banen skride.
Sandheds Ildspeil giennembæver
Tænkeren med Glædens Blink.
Pligtens Ven hun kiærligt hæver
Op paa Dydens steile Brink.
Høit paa Troens Solbierg luer
Hendes Banner flagrende,
Giennem sprængte Grav du skuer
Hende hvid blandt Englene
Chor.
Taaler modigt, Støvets Sønner!
For et Liv af mere Værd.
Hisset over Stierners Hær
En retfærdig Gud belønner.
Støv kan Guder ei giengielde;
Stort, at ligne dem i Dyd!
Armod, Kummer, Smerters Vælde
Svækkes mellem Glades Fryd.
Evig Nag og Hevn forsvinde
Af vor Broderkreds med Skam!
Fred selv med vor værste Fiende,
Ingen Anger martre ham!
Chor.
Ja, vort Regnebræt! du blive
Evig, evig slettet ud.
Hisset vist tilgiver Gud,
Brødre! som vi her tilgive.
Glæde sprudler i Pocaler;
Og Druens Purpurblod
Drikker Blidhed Cannibaler,
Og Forsagthed Heltemod.
Glade vi fra Bænken ile,
Glasset høit i høire Haand;
Vinen klart mod Himlen smile!
Første Skaal: Den gode Aand!
Chor.
Ham, som hist Serapher ære,
Ham, som høit ophøiet er
Over blanke Stierners Hær,
Denne Skaal ham offret være!
Mod, naar Kummer overvælder!
Evighed for hvad du svor!
Hielp, hvor Uskyld Taarer fælder!
Sandhed mod den hele Jord!
Mandig Stolthed, selv for Throner,
Lad den ogsaa fælde dig!
Dyd, Forædling sine Kroner!
Undergang for Last og Svig!
Chor.
Bryst mod Bryst, ved Glædens Druer
Troskab sværge vi vor Ed,
Og ved ham, som smiler ned
Hist fra Himlens hvalte Buer.
Voldsmænds Blod kun Sværdet drikke!
Høimod møde Svig og List!
Haab i Dødens Øieblikke!
Naade for Guds Throne hist!
Leve, leve selv de Døde!
Synger, Brødre! drikker, leer:
Hver tilgives, Ingen bøde,
Intet Helved være meer!
Chor.
Mod, naar Afskedstimen vinker
Os i Gravens Mørke ned;
Brødre! og Barmhiertighed
Hist, naar Dommersværdet blinker.