Chor
Det er Danmarks Höitidsdag!
Dandser I Piger!
Synger I Mænd!
Toner I Harper!
Blusser I Helte!
Det er Danmarks Höitidsdag!
Een Stemme
I Retfærds Herredom, i Elskovs Arm,
i Oliegrenens Skygge
den Danske sad,
mens rygende det vaade Blodflag veied,
hen over Sydens lunkne Liig.
Reen var vor Himmel!
Reen og blaa!
Thi med sin Vinge vifted Fredens Engel
al Rög og Damp fra milde Dyders Sphære.
Da skuled Kampens blodbestænkte Sön
til Dannerkongens Have;
og gustne Avind laante ham sin Fakkel,
der knittrede med Helveds Svovellue.
Da flygted Fredens Genius og græd.
En anden Stemme
Men sagte Tordner löd og Jorden bæved,
og mosbegroete Bautastene rasled,
og Oldtids siunkne Gravhöi hæved sig.
Da traadde Skiold og Frode
og Svend og Knud og Waldemar
i Kobberbrynier op, og viste frem
Rustpletterne af Blod paa Sværd og Skiold —
og svunde!
Og i de gothiskmörke Hvælvinger
vildt flagred af sig selv det gamle Banner,
som svæved over Heltens Been.
Og Sværdet klirred höit og lydeligt
fra Christian den Fierdes Kobberkiste.
Og tæt ved Tordenskiolds Capel i Stranden
löd vildt forvovne Havfrus Sang.
Og Stenen lösnedes om Gravene
hvor Juuler laae;
og Hvidtfeldt svæved smilende forklaret,
indhyllet i en giennemsigtig Taage,
Favn imod Favn, med sine Heltebrödre
paa Kongedybet!
Chor
Vi fölte dem virke, de elskte Maner!
I Töihuset hvidsled de gamle Faner.
En underlig Aand steeg fra Himmel til Jord
og svæved over Nord!
En Stemme
Da vaagned Thor!
og spendte om sin Lend det stærke Belte
af Biörnesener.
Med Broderaand han hærdede sit Skiold;
med Tapperhed han hvæssede sit Glavind;
med Jernet af sin Hammer rörte han
hver Danskes og hver Normands Bryst,
og giöd sin Helteild deri og smilte.
Nogle Stemmer
Og Danmark og Norge smilte!
Stærkt Chor
Freidigt smilte
det kiekke Nord!
Til Vaaben vi ilte
at glæde Thor!
Piger
Da runde vore Taarer stride,
da blegned vore Kinder hvide,
da mangled vore Læber Ord
til Gud, for Eder og for Nord!
Koner
Og skielvende med ængstlig Smerte
vi knælte ned, mens kiekt I stod
bortrevne fra vort ömme Hierte,
i Rög, i Damp, i Brödres Blod.
Mande-Chor
Kierlighed kommer fra Gud!
Kierlighed lovsiunger Qvinde og Mand!
Men Kierlighed viger for Ærens Bud.
Alt offre vi Konge og Fædreland!
En Stemme
Hvad sang I raske Skarer?
Gientager höit idag
een af de simple, dierve Sange
som löd paa Eders Læber, medens I
koldt vented Kampens Fare?
Almindeligt Chor
Vi alle dig elske livsalige Fred! o. s. v.
Solo
Ja han kom som Nordhavets Bölge!
Fraadende Fienden frembröd.
Stolt af sin Vælde, tryg af sit Fölge
vilde han Hæltenes Död.
Men fra Danmarks gamle Vrag
udbröd et græsseligt Vaabenbrag!
Da styrted hans Mast,
og hans Hierte brast!
Og den Bölge der ligned hans stolte Mod
blandte sig nu med hans Blod!
Chor
Det er Danmarks Höitidsdag!
Dandser I Piger!
Synger I Mænd!
Toner I Harper!
Blusser I Helte!
Det er Danmarks Höitidsdag!
En Stemme
Men hvilke Suk og hvilke Sörgetoner
indblande sig i Glædens Jubelchor?
Ha stille! stille!
En Skare hvide Piger nærmer sig,
med Lilliekrandse om de fagre Lokker,
med tunge Taarer i de siunkne Blik.
Den lyder svævende og dæmpet,
den sörgelige Sang,
ledsaget mildt af Harpetoner!
Unge Piger
Elskovs Rosenkieder
mildt sig om os vandt!
Livets Saligheder
smilende vi fandt.
Favn mod Favn vi bæved,
ved de Elsktes Bryst,
Maanen blid sig hæved,
for at see vor Lyst!
Danmarks Ære vinkte,
Söens Torden gialt.
Krigens Lynild blinkte —
Smilende de faldt!
Söd er Gravens Slummer!
Kort er Jordens Kummer,
evig Himlens Fryd!
Pludseligt Chor af de Henfarnes Maner,
ovenfra
Fra det himmelblaae, klare, usynlige Hiem
hörer vor Röst:
Ingen Glæder kan ligne dem
som fylde nu vort Bryst!
Elskte! blidt I ad Banen gaae,
og glemmer ei vort Minde.
Höit over Stiernernes hvalte Blaae
skal Kierligheds skiönnere Sol oprinde.
Brödre! o det er södt at döe
for elskte Land og for elskte Möe.
Held os at vi udgiöd vort Blod!
Ved Thronens straalende Fod
lönner den retfærdige Jehovah
Kierlighed og Mod!
Fred være med Eder Halleluja!