Naar Solen röd og langsom daler
bag Horizontens Biergerad,
naar Bonden glad fra Marken iler
og til sin stille Hytte smiler,
da Taaren i mit Öie taler
og siger: Han er ikke glad.
Paa Bænken hist, naar svale Vinde
hensuse i den höie Lind,
jeg stirrer sværmende imöde
den södthendöde Aftenröde,
de Roser, der saa brat forsvinde,
som Feberrosen paa min Kind.
Naar hist i Lunden vakkre Pige
mig spörger hvi jeg dandser ei?
og naar en Yngling fro mig byder
sin Brud, o da min Taare flyder!
Held den, hvis Brud kan ikke svige,
han gaaer ad Livets Blomstervei.
Ja! höit af Elskovs Lue stemte
mit Hierte sig, som dit min Ven!
Hun var saa skiön som Morgenröden;
hun svor at elske mig til Döden.
Sin skiönne Eed hun grusom glemte.
Nu döer jeg langsomt, langsomt hen!
Hist hvor de höie Taarne rage
forgyldte i det Himmelblaae,
hvor Foden hyller sig i Taage,
hvor Uskyld döer, hvor Laster vaage,
did kunde Floras Datter drage,
og lade mig tilbagestaae!
Saa sukker jeg og vanker ene
i Skoven ind og kaster mig
i Græsset, hvor de svundne Dage
lod Veemodsmindet staae tilbage,
hvor der i Stammer og i Grene
er skaaret: Stella elsker dig!
Naar da i lille grönne Kammer
Fuldmaanen titter blodigröd,
da tænker jeg: Her vil du træde
ved Midnat i dit hvide Klæde,
om disse kiere, elskte Stammer,
i næste Vaar, naar du er död!
Da blusser Kinden, Taaren rinder
jeg vakler hiem ad grönne Vang.
Kierminderne saa huldt sig böie,
men hvad er de mod Stellas Öie?
Hvad Rosen er mod Stellas Kinder
og Lærkens Slag mod Stellas Sang.
Jeg föler det, mit Hierte ulmer
ei meer saa stærkt ved hendes Navn!
Mat glimter Straalen i mit Öie.
I smaa nedsiunkne Blomsterhöie!
Jeg föler det, min Smerte dulmer!
Snart synker jeg i Eders Favn!