Naar Solen rød og langsom daler
Bag Horizontens Biergerad,
Naar Bonden glad fra Marken iler,
Og til sin stille Hytte smiler.
Da Taaren i mit Øie taler,
Og siger: Han er ikke glad.
Paa Bænken hist, naar svale Vinde
Hensuse i den høie Lind,
Jeg stirrer sværmende i Møde
Den sødthendøde Aftenrøde,
De Roser, der saa brat forsvinde,
Som Feberrosen paa min Kind.
Naar hist i Lunden vakkre Pige
Mig spørger, hvi jeg dandser ei;
Og naar en Yngling fro mig byder
Sin Brud til Dands — min Taare flyder.
Held den, hvis Brud kan ikke svige!
Han gaaer ad Livets Blomstervei.
Jeg eengang Elskovsharpen stemte
Til Glædens Priis, som du, min Ven!
Hun var saa skiøn som Morgenrøden,
Hun svor at elske mig til Døden;
Men, ak! sin Ed den Grumme glemte.
Nu døer jeg langsomt, langsomt hen.
Hist, hvor de høie Taarne rage
Med gyldne Spiir mod Himlens Blaa,
Hvor Foden hyller sig i Taage,
Hvor Uskyld døer, hvor Laster vaage —
Did kunde Floras Datter drage,
Og lade mig tilbagestaae!
Saa sukker jeg, og vanker ene
I Skoven ind, og kaster mig
I Græsset, hvor de svundne Dage
Lod Veemodsmindet staae tilbage,
Hvor der i Stammer og i Grene
Er skaaret: Stella elsker dig!
Naar da i lille grønne Kammer
Fuldmaanen titter blodigrød,
Da tænker jeg: Her vil du træde
Ved Midnat i dit hvide Klæde,
Om disse kiære, elskte Stammer,
I næste Vaar, naar du er død.
Da blusser Kinden, Taaren rinder,
Jeg vakler hiem ad grønne Vang.
Kiærminderne saa huldt sig bøie;
Men hvad er de mod Stellas Øie?
Hvad Rosen er mod Stellas Kinder,
Og Lærkens Slag mod Stellas Sang.
Jeg føler det, mit Hierte svulmer
Ei meer saa stærkt ved hendes Navn.
Mat glimter Straalen i mit Øie.
I smaae nedsiunkne Blomsterhøie!
Jeg føler det, min Smerte dulmer,
Snart synker jeg i eders Favn.