Morgen. Soliman staaer op fra sit Leie.
Det er en deilig Morgenstund. Aladdin!
Du havde Ret, hvi troede jeg dig ey?
Du blev endnu en Dag paa Jagt, og mig
Drev Skyerne og Regnen hiem igien.
Mon vel min Dotter alt er staaet op?
Du kiere Vane! At jeg hver en Morgen,
Saasnart jeg staaer af Sengen, hen skal ile,
Og stirre paa det skiønne Pallads, faae
En Hilsen, hist, af mine Børn, fra Vindvet —
Det styrker mig til hele Dagens Arbeid.
Han gaaer hen til Vinduet og seer ud.
Hvordan? O Himmel! Sover jeg endnu?
Gaaer jeg i Drømme? Har jeg mistet Synet?
Men, hellige Prophet! Jeg seer forresten
Jo Alting tydeligt. — Der staaer min Seng!
Og her er Vindvet, Gaden her, og hisset
Er Husene. Men Himmel! Hvor er da
Aladdins skiønne Pallads, og min Dotter?
Han kalder. Den vagthavende Officer træder ind.
Soliman.
Hør Casem, kan du sige mig, min Søn!
Hvor staaer min Seng?
Casem.
Stormægtigste Monark!
Din Seng?
Soliman.
Ja, ja! Min Seng. Har du ey hørt det?
Casem.
Der staaer den.
Soliman.
Godt! Og viis mig nu mit Vindve.
Casem.
Der, store Soliman!
Soliman.
Og Vindvesposten?
Casem.
Og Vindvesposten?
Soliman.
Ja, og Vindvesposten!
Casem afsides.
Ak! Persiens Monark har tabt Forstanden.
Der, store Sultan!
Soliman.
Godt. Men da du seer
Saa grant, og undres over mine Spørgsmaal,
Saa viis mig det, som dog er meget større,
End alt hvad hidtil du endnu har seet:
Casem
peger hen til Vinduet uden at vende sig.
Der, min Sultan!
Soliman.
Hvor? Støder til ham. Vend dit kloge Hoved om.
Casem.
Der. — Ha! —
Stormægtigste —
Soliman.
Hvor er Aladdins Pallads,
Selvtillidsfulde Østers?
Casem.
Himlen veed det!
I Aftes stod det der. —
Soliman.
Gaae! Hent Veziren
Paa Øieblikket. Lad ham komme flux!
Casem.
Just, som I kaldte, kom han op ad Trappen,
Det er alt Divanstid. Der kommer han.
Veziren træder ind. Casem gaaer.
Soliman.
Vezir!
Veziren.
Min store Sultan! Er I syg?
Hvad er der mødt det stolte Persien?
I blusser! Eders Øine rulle vildt!
Soliman.
Saa veed ey heller I hvad der er skeet?
Gik I Aladdins Pallads ey forbi?
Veziren.
Jo, store Sultan! som jeg altid giør,
Naar Pligten kalder mig for Eders Throne,
Soliman.
Og I blev intet vaer?
Veziren.
Slet intet, Herre!
Soliman.
Ved Mekka og Medina, I har Ret!
Thi der var ingenting at blive vaer.
Men — hvad jeg meente — mærkte I da ingen,
Slet ingen, usædvanlig, stor Forandring?
Veziren.
Oprigtig talt, min ædle Herre! hvergang
Jeg gaaer til Eders Divan, har jeg altid
Saa mange Ting at tænke paa, at ey
Jeg skotter hen til Siden; for at intet,
Paa nogen Maade, skal adsprede mig.
Desuden veed I jo — jeg har ey dulgt det —
Soliman.
At dette Pallads var en Torn i Øiet?
Velan da, den er taget ud, den Torn!
Og til Beviis derpaa, seer I langt længer
Med det helbredte Øie nu end hidtil.
Før saae I ligefor mit Slot et Pallads,
Nu kan I stirre hen i Horizonten.
Veziren seer ud.
Ha!
Soliman.
Nu Vezir? Har I vel Mage seet?
Veziren
fatter sig af sin Forundring.
Om jeg har Mage seet, min elskte Herre?
O ja, det har vel jeg, saavel som I.
Soliman.
Saavel som jeg?
Veziren.
I saae jo, at det stod der.
Var det da meer begribeligt, end hvordan
Det nu er svundet, hurtig, som det kom?
Nu kan jeg tale. Mig er denne Sag
Ey sælsom; godt den stemmer med det Hele.
Aladdin er en Troldmand, det er klart;
En nedrig Trold, som grumt misundte mig
Min Lykke. Derfor ængsted han min Søn,
Betog ham snild sin Hustrues Kierlighed,
Forblinded Eder med sit Tryllerie,
Fik hende i sin Vold — og nu, da han
Er kied af denne Leeg, er Alt forsvundet.
Soliman.
O Allah! Allah! O min Dotter! O!
Veziren.
Ulykkelige Fader —
Soliman.
O, min Dotter!
Veziren.
Er ogsaa hun?
Soliman.
Hun! Alt! Min Dotter, o
Min Øyesteen! Min Stolthed og min Glæde.
Han græder.
Veziren.
O! hvilket rørende, ynkværdigt Syn.
Den stolte Majestæt af Persien
Afriver sine Haar med vredne Hænder,
Maa fælde bittre Taarer, som et Barn,
og kaster sig i Støvet, som en Slave. —
Har I da intet Nys om, hvor Aladdin
Er flygtet hen?
Soliman.
Den nedrige Bedrager!
Han vilde blive denne Dag paa Jagt,
For ey at følge mig. Alt er forgieves.
Veziren.
Hvem veed? Man kan, man bør forsøge Alt.
Jeg vil befale strax en vældig Flok
Af Eders Vagt, at giennemstreife Skoven,
Og hvis de finder ham, at bringe ham
For Eders Throne.
Soliman forbittret.
Ikke for min Throne!
Ifald han findes, (som han ikke giør)
Men hvis han findes, og han skaffer ey
Min elskte Dotter atter strax tilbage,
Da bind ham fast, og bring Forræderen
Til Retterstedet, at hans frække Blod,
I det det flyder under Bødlens Sværd,
Kan gyde Kiøling i min Smertes Vunde.
Veziren gaaer.