Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Nu har jeg den! Nu har jeg den! Jeg har den!

Her har jeg den, her, i min høyre Haand!

Dig vil jeg vise den, du blege Stierne!

Du sidder alt for høit og alt for fast,

Til at du skulde komme ned, og vriste

Den dyrebare Skat ud af min Haand.

Saa see da, Stierne! fra din brustne Skye,

Du Eneste paa hele Himmelrummet,

See, her er Lampen! dette grønne Kobber,

Hvorom min Finger knuger sig med Krampe,

At ey, letsindig, jeg skal tabe den,

Som hiin Enfoldige. Nu er det Nat!

Nu er det Midnat, mørkt, som i en Grav.

Naturen er mig gunstig, hyller mig

Ind i sit sorte Klæde, for at Intet

Skal røbe mig. Velan da! Nu kun frisk! —

Jeg skielver! Jeg begriber ey min Magt.

Ha! mon det ogsaa er den rette Lampe?

En Isnen giennemløber mine Been.¹

Jeg er dog ene? Nu velan, en Prøve.

Nu! hvi gnider du saa voldsomt? See, jeg lystrer jo dit Vink.

Naar du bruger mig og kalder, kommer jeg, som Lynets Blink.

Ikke er det mig allene, men hver anden Lampens Aand,

Bukker sine Knæe og lyder den, som Lampen har i Haand.

Tøv lidt! Jeg har den atter i min Haand.

Jeg tøver.

Est du den vidtberømte Lampens Aand?

Ey berømt. En Hemmelighed!

Jeg taler over mig. Saa siig mig da,

Kan du udrette alt, hvad jeg befaler?

Det har jeg sagt.

Du taler ikkun lidt!

Som naar jeg for Exempel var saa dristig

At bede dig — bliv ikke vred, — jeg spørger, —

Et Spørgsmaal er jo en uskyldig Ting, —

Som naar jeg for Exempel var saa dristig,

At bede dig forflytte mig, med samt

Aladdins Pallads, med hans Brud og Alt,

Til Afrika?

                                            Saa lød jeg flux din Villie.

Saa let?

                                      Som Tigren knække kan en Lillie.

Saa giør det da, i Kraft af Lampens Magt!

Det er saa hurtig giort, som det er sagt.