Nat. Tyk Skov. I Forgrunden en Steendysse, i Baggrunden Fatimes Hytte.
Hindbad
kommer forvildet ind.
Fordømt! hvor finder jeg den usle Hytte?
Maaskee jeg alt er gaaet den forbi.
Hvo skiller vel et Hul af sammenflættet,
Mosdækket Løvværk fra en anden Busk?
Jeg har alt giennemvandret hele Skoven.
Her maa det være, efter hvad jeg hørte.
Men jeg er træt. Der seer jeg hist en Steenhob,
Der vil jeg sætte mig og hvile lidt.
Sætter sig.
Ja! Lampen maa jeg eye. Denne Qvinde
Er vidt berømt. Jeg veed Gulnare længe
Har ønsket hendes Venskab, hendes Omgang.
Den skal hun faae. Men jeg vil være selv
Fatime, som i Fromheds blide Dragt
Skal naae mit Maal, naar først i hendes Klæder
Jeg narret har den blinde Pøbelsværm,
Og med min Tale giort dem Hov’det gal.
Paataget Gudsfrygt skal mig Lampen skaffe,
Og bore Dolken i dit Bryst, Aladdin!
Det er endda en Trøst at Maanen skinner. —
Hvorfor mon disse Stene ligge her?
Det lader til at de er lagt med Flid.
En Kampesteen staaer opreist mellem Mængden.
Der er jo hugget nogle Ziffrer i den!
Mon jeg kan see ved Maanen hvad det er?
Læser.
„Her lagde Lampens Aander Noureddin;
Bag Stenen raadner hans giftsvulne Liig.
Han blev et Offer for sin egen Ondskab.”
Springer forfærdet nogle Skridt tilbage og stirrer længe paa Steendyssen.
Hvorledes? Sad jeg paa min Broders Grav?
Hans Grav! — Og bør jeg da ey hævne ham?
Det var et Vink og intet Varsel. Ney!
Han seer sig om og bliver Fatimes Hytte vaer.
Staaer ikke Hytten der? Jo sandelig!
Paa eengang klarer sig mit Øie nu.
Det var et Vink, det var en Spore, som
Mig skynder til min egen Lykke. Nu
Velan da! frisk afsted!
Han gaaer henimod Hytten. En Mand i blodrøde Klæder staaer for Døren og hindrer ham Indgangen.
Ha! hvad er det?
Spøgelset.
Tilbage!
Hindbad.
Hvad siger du?
Spøgelset.
Tilbage!
Hindbad.
Ha! hvem er du,
At dristig du tør Veien hindre mig?
Spøgelset.
Din Broders Aand.
Hindbad.
Du Noureddin?
Spøgelset.
Hans Aand.
Hans Legem hviler under Dyssen, der!
Hindbad.
Hvi est du saa skarlagen klædt?
Spøgelset.
Ak, Hindbad!
Hindbad.
Hvi sukker du? Og hvorfor luer du
I Nattens Mørke, som en blodig Brand?
Spøgelset.
Ak!
Hindbad.
Svar mig.
Spøgelset.
Ak!
Hindbad.
Saa svar mig dog!
Spøgelset.
Det Røde
Er Ild.
Hindbad.
Du brænder?
Spøgelset.
Udfrit ey de Døde.
Forsvinder.
Hindbad
efter et Ophold, med letsindig Latter.
Og om saa Dievlen selv med al sin Hofstat
Kom for at skræmme mig, saa skræmtes jeg
Dog ikke derfor. Lampen maa jeg eye!
Dens Herlighed og Vælde kiender jeg,
Og den er meget, meget mere værd
End alle Saligheder, som kan mistes,
Og som jeg ikke kiender noget til.
Hvad vil al denne dumme Koglen sige?
Men jeg begriber det: en Aand af Lampen
Har faaet Lyst at spøge her i Nat,
Og troer at skræmme mig bort fra mit Forsæt.
Men jeg er ingen Daare. Her er Hytten!
Den løse Klinke er det hele Lukke.
Monstro hun sover? Det er hendes Røst.
Hun synger noget! Det maa jeg dog høre.
Han lytter.