Hvilket oplivende Haab trænger ind i det bankende Hjerte?
Vaar! som i Høsten jeg qvad, virkelig est du der nu.
Ak, hvad sang jeg om Misforhold, hvad om ængstelig Uro?
Intet ængster min Barm her i din kiærlige Favn.
Barnlig from, uden Nag, uden Qval, uden ulmende Kummer
Synker jeg her i dit Skiød, salig, og knæler for Gud,
Glemmer Tiden, med al sin svundne Glands og sin Bortgang,
Hellig tilbedende Ild styrker og hæver mit Bryst.
Hele Naturen jeg seer som en andagtjublende Kirke,
Kiærlig den hellige blaa Hvælving omfavner Alt.
Fromt i det grønne Stolestad sidde Smaablomsterne parviis,
Rad ved Rad saa trygt, pyntet i Helligdags Dragt;
Og i det dunkle Chor synger Fuglen sit høye Te Deum,
Zephir, den Helligaand, venlig omsvæver det Alt,
Byder hvert Blomster i Ydmyghed ned sig til Jorden at neie
For den Almægtiges Navn. See, hvor de adlyde fromt!
Ak! i den gule Høst da stirrer kun Blikket tilbage,
Men i den grønne Vaar smiler det haabefuldt frem.
Midt i den døde Natur fatter Mod ei det higende Hierte,
Mellem det visnede Krat Siælen selv føler sig Støv.
Stormenes tunge Drøn lyder mørkt, som en nordisk Ballade,
Suk over svundne Liv toner den ikkun, og Død.
Øiet paa Ridderborgens Ruiner da dvæler med Veemod,
Rødsteens-Murene staae mosklædt i Aftenens Guld,
Omsnoet af nedfaldne Løv, og dybt i de dæmrende Haller
Omvanker Shakespeares Aand, mørk kun og tragisk og bleg.
Men i den barnlige Vaar, o! da leger Alfen i Skoven,
Skumringen luller os sødt ind i en Sommernatsdrøm.
Da forstaae vi den sydlige Klang; de nordiske Rynker
Svinde fra Aasyn, som Egn, Læberne blusser, og lee.
Da først de spanske Landeveis-Eventyr sødt os henrykke,
Medens med Bogen i Haand hen vi ad Skovstien gaae.
Vaaren bliver da selv en seirende, skiøn Don Quixote,
Svundne Tids Eenfold og Kraft vil den, og Villien skeer.
Venligt om Shakespeares Borg Calderone sin Rosenkrands fletter,
Sødt i hver smilende Bæk risler Petrarcas Sonet.
Mindet om Vinter og Høst, Liv, Død, om Oldtid og Nutid
Blander sig da i vor Siæl broget i mild Phantasie,
Dypper sin Blomsterpen i Morgenens luende Purpur,
Skriver paa Rosernes Blad sit ariostiske Digt.
Mørk Beklemmelse viger, let aandes i duftende Æther,
Rædsel, Forvirring og Qval flygte paa Blomsternes Vink.
Svind da, Tanke, som dræber, om evigbortflygtede Glæder!
Ei i Naturen blot Vaaren kun yttre sig vil;
Ufortrøden den her skal saa tidt os vise sin Skiønhed,
Indtil den dorske Tid selv af sin Vinter blier kied.
Unge sølverbevingede Zephir skal vifte dens Taager
Fiernt til Moserne hen, Morgnen skal rødme dens Kind,
Himlen klare dens Blik, og alle de bortsvundne Toner
Atter samtone skal, lære den Livet forstaae.
Fuglens uskyldige Sang skal beskæmme den frostige Digter,
Torden, Lynild og Regn lære ham Kræfternes Spil,
Og den hellige Midnat, naar over de knælende Skove
Himlen rolig er hvalt, lære ham Andagt og Tro.