Dandseren paa Voltigerlinien.
I Cirkelbue,
uden at grue,
paa den smalle Snor,
höit fra Jord.
Kommer hid og seer herpaa!
Nu hænger jeg i Snoren kun ved en Taae.
Det veed jeg nok at hvis jeg slap,
slap jeg med Halsen knap!
Synes Jer ikke der er noget i
at narres med Döden?
Han snuser om mig, som Katten om Gröden,
paa sin lumske Viis;
Men fikst du Pæren Zachariis?
Det er ikke Löier,
som Jer fornöier.
Det er Mod,
stærke Muskler, luende Blod,
Heisa! Hopsa! Uforsagt.
Du rynker Panden, du satte Flok!
Gavner jeg ikke nok?
Heisa! Hopsa! Höit i Skye!
Lad dem knye!
Mit Liv er Sving
Og Dödningespring.
Som ingenting
jeg sveier omkring,
til jeg giör det allersidste Spring.
Og spör saa St. Peder: Hvad godt har du giort?
svarer jeg Schweitseren: Ikke stort!
Men hvad har de andre Bengler da giort?
En Kancellieraad.
Den Knegt falder lidt impertinent.
En Officeer.
En Dragt Prygl han havde fortient.
Et ungt Menneske.
Det er Skade han svæver dem for höit!
En Borger.
Af mig skal han ikke faae en Döit.
Folkene bag Teltet.
Her har vi gravet i Jorden et Hul.
Det er fyldt med Kul.
Mellem Græsset Luen slaaer op.
Rögen vifter i Bögens Top.
Det er artigt nok.
Hvem troer her har været en Kok,
naar Teltet ei længer her staaer,
naar Folk ei meer at spadsere gaaer.
Naar Hiorten og Hinden
piler af i Vinden,
med lette Fied;
naar Stövet og Lövet
dækker Hullet til,
hvem vil
da sige saa lige:
Her har været et luunt lille Arnested!
Nogle Piger.
Hvorfor blæser de i Trompeten der?
Nogle Andre.
Nu begynder nok deres Comedier.