L.C. Nielsen (1871–1930)

De skød det ind paa Kongedyb med skæbnesvangre Skud,

det Hundredaar, som rundet er i vissen Ælde ud;

mod Overmagt gav Mænd sig hen saa stolt, som de forstod;

den første Vaardag blev ej grøn, den rødnede af Blod!

Det vaagnede saa stort og skønt i hin Aladdins Sind,

det Hundredaar, som skredet er til svunden Fortid ind,

at Ordene sprang nyfødt frem af hans beruste Mund,

mens rige Kræfter løstes dybt i hans Væsens Bund.

Da blev det dansk i Danmark det bøgelyse Sprog,

som længe havde sygnet i Almustuens Krog;

da blev vort Folk et fælles med Rod i fælles Muld,

den mørke, frodigtbløde med Hornene af Guld.

Ja, det var Dagningstime. Hvor varslede den smukt!

— Men snart var Danmarks Storhed for alle Tider slukt.

Vandt Landet indad Styrke, det udad svækket blev,

og fremmed Fyrstevilje vor Skæbne siden skrev.

Før Bølgerne i Kongedyb igen var blevet blaa,

ydmyget, delt, afmægtigt det danske Rige laa;

men da var Folket vækket, og sindigt gik det frem,

til det i 48 bar Frihedssejren hjem.

Det tog af Kongens Hænder den Magt, det trængte til,

værdigt som Mænd, der handle og vide, hvad de vil.

Et Skær af store Drømme lyst over Landet stod,

mens Sønderjylland rødned som Kongedyb af Blod.

Var Riget blevet grænsetrangt i de halvhundred Aar,

vort Folk var blevet større og større Folkets Kaar;

det ranked sig, mens Tiden randt, saa tillidsfuldt og trygt.

— En Nat kom Nederlaget og fyldte os med Frygt.

Fra Dannevirke rejste det sig truende og klamt;

af Dybbøldødens Kulde blev Folkets Hjerte ramt

saa dybt, at det sank lammet ned, som var dets Livskar tømt,

saa tungt, som var det Slægten, der blev tildøde dømt.

Der raader Vold og Lovløshed i Verdens sultne Krig;

den, som har Styrke, tager; Retfærd gør ingen rig.

De tog den Jord, vi dyrked, den frodigtbløde Muld,

vor gamle Grænseager med Hornene af Guld.

De sønderdelte Danmark, som var dets Dage talt;

nu kan det ikke deles mer, saa maa de tage alt!

Vort Land blev trangt, vi blev et Folk ufarligt og forglemt,

saa langt, som Øjet rækker, til Magtløshed bestemt.

Da saa’ hver Mand i Landet: nu stod vort Liv paa Spil,

nu maatte indad vindes, hvad udad sattes til;

der hjalp ej Drøm om Vennehjælp, som sveg, da Dommen faldt,

nu var det egne Kræfter og egen Tro, det gjaldt.

Hver vaagen Evne strengtes an, hver slumrende blev vakt;

den store, golde Hede blev under Ploven lagt;

hver Haandsbred Jord, som var igen, blev dobbelt dyrebar,

og alle grønne Marker fordoblet Grøde bar.

Hvad Tidens stride Bølgeslag af vore Kyster aad,

blev trofast vundet ind igen ved Folkets egen Daad.

Trods Vankelmod, trods Ufredssind, trods Vanrøgt Aar for Aar,

med øget Virkevilje vi mod vor Fremtid gaar.

Jeg ser de bøgelyse Øer ud over Havet spredt

saa skært og skønt i Solen, som aldrig jeg har set.

Jeg ved det, som de ligger dér, saa er der kun saa kort

fra Grænse og til Grænse. — Men dette Land er vort.

Jeg ser de Slægter, som gik hen, mens Hundredaaret skred,

som vandt paa Kongedybet, som under Dybbøl led;

de elsked ungt, de drømte langt, de saa’ kun altfor kort,

men frem af dem stod Folket. — Og dette Folk er vort.

Og derfor bøje vi vort Sind, hvor vi i Verden gaar,

med Længsel mod de Strømme, som disse Kyster naar.

Og derfor samle vi hvert Navn, som steg af Folkets Jord:

I dem vor Fortid leved — af dem vor Fremtid gror!