L.C. Nielsen (1871–1930)

    Nielsen, Laurits Christian (ved Daaben Christian Laurits), 1871- 1930, Forfatter. F. 27. Okt. 1871 paa Holsteinsminde, d. 11. Marts 1930 i Rom, Urne paa Vestre Kgd. Broder til Johannes N. (s. d.). Gift 1° 29. Aug. 1899 i Skovkirken, Draaby ved Jægerspris, med Pianistinden Margrethe Dorph-Petersen, f. 13. Juli 1875 i Kbh. (Holmens) (gift 2° 1920 med Pianisten cand. jur. Axel Carl Christian Borring Schnohr, f. 1878), D. af Skuespiller, senere Direktør, Professor J. F. S. D.-P. (s. d.) og Hustru. Ægteskabet opløst. 2° 20. Jan. 1919 i Kbh. (Garn.) med Kirsten Edel Friis, f. 19. Febr. 1897 i Kbh. (gift 2° 1938 med fhv. Afdelingschef i Udenrigsministeriet Erik Valeur, f. 1877, gift 1° 1905 med Antonie Lyna Kipp, 1879–1924), D. af Landinspektør, Hypotekforeningskasserer Ludvig Frederik F. (1859–98) og Rigmor Hein (f. 1873).

    N. gik paa Sorø Akademi, kom som sekstenaarig til Søs og begyndte at læse til Kadeteksamen, men opgav det. Han blev Student 1894, privat dimitteret, var to Aar Huslærer, kom saa paa ny til Kbh. og indledede sin litterære Virksomhed ved — sammen med V. Stuckenberg — at redigere »De Unges Bog til Holger Drachmann« i Anledning af Digterens 50 Aars Fødselsdag (1896). Han var et Aar Redaktør af »Illustreret Tidende« (1899–1900) og stiftede i Forening med Johs. V. Jensen og Ludv. Holstein Ugebladet »Tidspunktet«, der fik et Aars Levetid (1902), 1910–11 var han Medredaktør af Dagbladet »Riget« og senere af Dagbladet »Vort Land«. Han foretog talrige Rejser i Europa og Amerika. Han debuterede med en Samling fortællende Digte »Tre Mænd« (1897), der efterfulgtes af en Række Digtsamlinger: »Mit Land —« (1898), »Vaardigte« (1901), »Rejsen til Rom« (1904), »I Sand og Sten« (1907), »Hanne« (1909) med Tegninger af Ludvig Find, »Exners Billedbog« (1912), »Broget Høst« (1913). En Antologi af disse Samlinger foreligger i »Udvalgte Digte« (1918). Senere kom: »Sangene til Sara« (1919), »Sange mod Solnedgang« (1920), »I Regnbuens Rige« (1922), »Thurah’s Park« (1924), »Verdens lykkeligste Mand« (1926). Hans Prosaarbejder er »Drenge til Orlogs« (1899), »De onde Aar« (1902), Novellesamlingen »Historier« (1907), »Fjernt fra Danmark«, en Fortælling om Marinelivet (1923). — Han har endvidere udgivet »Chr. Nielsen, en dansk Højskolemand« (1900) og »Frederik V. Hegel« (I-II, 1909) og den selvbiografiske Artikelsamling »Det langsomme Træ« (1928) med Karakteristikker bl. a. af Hørup og Stuckenberg. — Han har endelig forfattet Prologen »Den danske Nat« ved Det kgl. Teaters Mindeforestilling for Holger Drachmann (1908). — N. levede et nervøst Liv i vanskelige økonomiske Kaar. Han havde tilsyneladende flere Gange store Chancer, navnlig de to Gange, han blev Medredaktør ved københavnske Dagblade, men Tilfældet vilde, at Chancerne gled ham af Hænde. Ogsaa hans Stilling som litterær Redaktør ved »Politiken« (1911) blev af kort Varighed. Det usikre Liv, han kom ud for, gjorde sit til at nedbryde hans skrøbelige Helbred. Han havde i Aarene før sin Død Gang paa Gang haft Anfald af Hjerneblødning, og han var netop kommet til Rom som Rekonvalescent, da han fik sit sidste Anfald, der blev Døden.

    N. spillede en ikke ringe Rolle i Tidens litterære Liv. En Aarrække var han Konsulent hos Gyldendal og fik derved en betydelig Indflydelse paa Valget af Manuskripter. Han var tillige en nær Ven af Stuckenberg, Holstein og Johs. V. Jensen, et Venskab, der havde sin Kilde i den Beundring, han følte for disse Digteres Værker. Han forsvarede altid det, der betog ham, med Ildfuldhed, Varme og Indsigt. Han forstod i høj Grad at glædes over andres Frembringelser, og naar han lovpriste andre, var det, som om hans egen Produktion overhovedet ikke eksisterede.

    Kærnen i hans Forfatterskab er Lyrikken. Hans poetiske Værk er omfangsrigt og i flere Retninger betydeligt. Diktionen i hans to første Bøger »Tre Mænd« og »Mit Land« var allerede fuldttonende og tillige saa haardt tindrende som maaske intet i hans senere Produktion. Den mandigt kraftige Tone fremkaldte umiddelbart et Billede af knyttede Næver, sammenbidte Tænder og gav et Indtryk af en Indignation, der samlede Kraft, laa paa Spring og kun tænkte paa at omsætte sig til Handling. Men hans Ungdomsvæsen fandt dog sit rigeste Udtryk i Samlingerne »Vaardigte« og »Vandringer«; Kærlighedsdigtene i »Vaardigte« var samtidig saa lidenskabelige og saa andagtsfulde, baade Sansernes og Hjertets Rørelser var saa direkte overført i disse baade faste og smidige Strofer, at man kom i Kontakt med et Gemyt, hvor Sanselighed og Følelse var sammensmeltet. »Vandringer« var alligevel hans mest karakteristiske Værk, det centrale i hans Forfatterskab, det, hvor han har givet den Utaalmodighed, den Løsrivelsestrang, den altid hamrende Uro, der var Hovednerven i hans Væsen, de stærkeste Udtryk. Udveen og Hjemveen, det var Polerne i hans Poesi; det blev adskillige Gange saadan, at det føltes, som drejede det sig ikke blot om et enkelt Menneske, men som var det selve Arten Menneske, der udaandede sin inderste Ve i Strofer, hvoraf de mest gribende blot er tunge Suk. Det værdifuldeste i hans Vandringsdigte er ikke Skildringerne af de enkelte Ting, men den Intensitet, hvormed en fundamental Tendens i Menneskets Sind er udtrykt. Denne Tendens’ almene Rækkevidde er det klassiske Karaktertræk i hans Kunst. Hans senere Samlinger er de sjæleligt set mest differentierede, han har skrevet, det er Bekendelser, men det almene i hans Væsen viser sig ogsaa her; alt forstyrrende, blot privat er bortelimineret, kun Menneskesindets Reaktioner over for det, der har saaret Sjælen, er blevet tilbage. Den ydre Skæbne angreb ham haardt, men den knækkede ham ikke. Han gik heller ikke ud af den lange Kamp som Sejrherre — men der er i sidste Afdeling af »Sange mod Solnedgang« noget som et forklaret, erfarent og vemodigt Smil, en resigneret Forstaaelse af alt blot menneskeligts Utilstrækkelighed og Foreløbighed. — I sin Kantatedigtning fik han ofte forbavsende meget ud af de opgivne Emner, baade psykologisk og poetisk. Versteknisk set har de hærdet og smidiggjort hans Talent, for ham blev det frugtbart at underlægge sig en Disciplin, Tvangen blev en Kilde til Frihed, og det stringent maalbevidste naaede til at udløse Sindets underbevidste Muligheder og løfte skjulte Skatte af sproglig Skønhed op i Lyset. Det er ikke faa Gange lykkedes N. at gøre Lejlighedspoesien til baade følelsesfuld og intellektuel Lyrik.

    Som Prosaist var N. stærkt paavirket af Johs. V. Jensen, hvilket baade hans Roman »De onde Aar«, der er præget af den samme Tid som »Ejnar Elkjær«, og Novellesamlingen »Historier« viser; men han var ikke en blot Efterligner, og begge disse Arbejder indtager en smuk Plads i Litteraturen fra det 20. Aarh.s første Tiaar.