Min Sjæl strømmer over, min Sjæl kan ikke rumme,
hvad Dagen skænker i den fra Morgen, til det kvælder,
den fyldes som en Kumme,
hvis Kilde frodigt vælder,
en dyb og ædel Kumme under saftdunkelt Løv —
der staar et Brus omkring den af Draabernes Støv.
Nu aftnes det i Parken. De trætte Fuglestruber
forstummer som Orkestre af Fløjter og af Giger.
Fra Løvets Skyggegruber
det blinde Tvelys stiger
med Mulmet, som en Moder med Barnet ved sit Bryst.
De sidste Vinde suse, saa bliver al Ting tyst.
En dyb og lønlig Stilhed sig over Parken lukker,
den bliver som et Aasyn, hvis milde Læber drømmer.
Kun Kildens Straale sukker,
ustandseligt den strømmer
fra Jordens dulgte Indre i Kummens fyldte Skaal;
den lyser bleg i Mørket som blinkende Staal.
Den strømmer over Randen, den regner over Gruset,
den græder og den hvisker, den synger og den mumler,
den er som en beruset,
der hovedkulds sig tumler
ud fra den mørke Grotte, hvor Vinen bliver gemt.
Han hører sine Strenge i Fryd og Smerte stemt.
Den klare Aftenhimmel sig over Parken hvælver,
de første Stjerner sitre, og fler og flere følger,
Vandliljer lig, der skælver
sig frem paa Søens Bølger
og folder deres Kroner ud af tindrende Sne.
Snart er paa Himmelhavet kun Liljer at se.
Nu tier hele Verden, de larmende forstumme,
mens Dagen dybt og styrket paa Mulmets Pude sover.
— Min Sjæl er som en Kumme,
der evigt strømmer over,
min Sjæl kan ikke rumme, hvad Livets Kildevæld
udgyder i dens Kumme fra Morgen og til Kvæld.