Vide om i Verden gaar de unge Kvinder;
deres Legem lyser under klare Lin;
de har hvide Tænder, Blodets røde Kinder,
og i Brystet bærer de Livets gyldne Skrin.
Livets Skrin er lukket. Men i det forvares
ti Mands stolte Styrke, Hundredes Begær,
mer end Tusinds Drømme, og, naar ej der spares,
hundred-tusind Taarer som Perler til enhver.
Livets Skrin kan aabnes paa Klem af mange Hænder;
mangen Daare drømte, at det var aabnet helt;
al dets gyldne Rigdom den gridske Attraa tænder,
Helten helmer ikke, før han faar Skatten delt.
Men de ti Mands Styrke ligger upaaagtet,
mellem gyldne Ringe kun et gyldent Haar;
det kan ingen tage, som modig ej har magtet
Livets Skrin at aabne, til det fuldaabent staar.
Og de unge Kvinder gaa om i Lykkedrømme:
O! i Morgen kommer han, som Midlet ser!
Men de øde Dage ustandselige strømme
ud af Tidens Sandglas, og intet Under sker.
O, du vide Verdens længselsfulde Kvinder
med de hede Bryster, med det dunkle Haar,
ikke én iblandt Jer Lykkens Leje finder,
til den store Armods Brudeseng I gaar!