Skal jeg dø, lad mig dø i mit eget Land,
med mit Blik i et Blik, som jeg kender!
Jeg er ene i Nat. Lukker Døden min Mund,
vil man bære mig bort som en herreløs Hund
Skal jeg dø, lad mig dø mellem Venner!
Jeg er ene i Nat. Ingen kender mit Sprog,
ingen ved, hvad det er, jeg betror dem.
Hvis jeg taler om det, som jeg dybest fortav,
vil det synke som usagt med mig i min Grav,
og de ved ej, hvorom jeg besvor dem!
Jeg har været en ensom i Lykke og Nød;
til mit Liv er der ingen, som kender.
O, al Menneskegodhed er ussel og kort,
som en herreløs Hund vil man bære mig bort —
Skal jeg dø, lad mig dø mellem Venner!
Florents.