Stjerner
(Efter Opførelsen af „La cittá morte”)
(Efter Opførelsen af „La cittá morte”)
Mørket er faldet i Rom.
Over Villa Borgheses Have
højt i den vandblege Himmel skælver et ensomt Lys
som et Øje, der sitrer og ser.
Villa Borgheses Pinjer hylde sig mer og mer
i Mulm. Der gaar et drømsvangert Gys
fra Jordens Søvn gennem Luften.
Men Himmelens Øje ser.
O, store, klartseende Blinde,
det er, som dit Blik jeg saa,
Duse, du Lidelsens Kvinde!
Det er, som hørte jeg gaa
med Lyd af de evige Vinde
den Sorg, der lukked sig inde,
Anna, bag dine blinde
Øjne, som alting saa!
Jeg hører igen din graadrige Røst,
Forladthedens ensomme Stemme,
der dugges af Vemod og mildnes i Trøst —
Tilgivelsens smerteforklarede Røst,
som ikke paa Jord har hjemme.
Dér vandrer du hist i din hvide Glans,
befriet for Menneskesorg og Sans,
og ser gennem Taarer, hvor Mand og Kvinde
endnu drives til Drab i Blinde,
famle sig frem i den døde Stad
Haand i Haand — og dog skilte ad!
Mørket er faldet i Rom.
Over Villa Borgheses Have
tændes endnu en Stjerne, lille, tindrende skær
som en Bellis i Morgendug.
Der stiger et bristende Suk
fra Villa Borgheses sovende Trær,
som aabned sig Mulmets sorgfulde Mund —
Anna og Bianca Maria,
jeg ser Jer i denne Stund!
Rom.