Kloder springe ud af Himmelmørket,
lyse op et kort Sekund — og dø;
Rummet glimter i en Stjerne-Morild,
som ved Nat der glimter Ild i Sø.
Jorden styres i sin egen, vide Bane
af den Lov, paa hvilken alt beror
— som en Vaardag paa den klare Fjord
styrer frem en hvid og ensom Svane.
Sjæle tændes i den store Taage,
hvoraf Livet stiger som et Gry,
lyse op et kort Sekund og svinde
blegnende i Dødens Mulm paany.
Livet bæres af sin egen, ranke Vilje,
medens Slægter komme og forgaa,
skyder af en Muld, som ingen saa,
frem lig Søens stolte, lyse Lilje.
Kloder, Sjæle — al Ting er det samme,
paa de samme Love alt beror.
Saa vi ud til Rummets sidste Grænser,
saa vi Stjerner, som af Mørket fór.
Men vort Syn er kort, og hvad vi møjsomt skuer,
er kun Glimt af Evighedens Ild.
Alt, som lever; al Ting, som er til,
gaar fra Mulm til Mulm i Stjernebuer.
Florents