Som et trangt, udtørret Leje
for en sagte Flod
strækker Via Appia sig
til Albano’s Fod,
skærer ned sin lige Linje
i Kampagnens Grus
fra Albanersøens Haver
ind til Nero’s Hus
lig en Fodsti mellem Grave,
ubetraadt i lange Tider.
Brudte Marmormonumenter
hegner den til begge Sider.
Søjleskafter, Kapitæler,
Relieffer, hvor jeg gaar.
Højt Cæcilia Metella’s
Marmortaarn iblandt dem staar.
O, Cæcilia Metella,
gennem Hundreder af Aar
har du vidnet for de Slægter,
der som Bølgeslag forgaar,
om en Tid, der skrev med Marmor
paa Kampagnens grønne Bund,
hvad den vilde, efter Døden
skulde gaa fra Mund til Mund;
om en Mand, for hvem din Skønhed
og dit Navn var et og alt,
saa han gav dig dette Minde,
der stod fast, da andre faldt.
O, Cæcilia Metella,
gennem Hundreder af Aar
vidner du, at Elskov lever,
mens alt levende forgaar!
Castel Gandolfo