For alt, hvad jeg ser, maa jeg spørge mig selv:
Er det dig, som faar det at se?
Kampagnens bølgende Slette,
Sabinerbjærgenes Sne?
Men da jeg kom ind i det store Kapel
under Michel Angelos Tag,
da var det, Jehova delte
min Sjæl mellem Nat og Dag.
Jeg bøjer mig over min egen Fod og taler som til en Ven:
Er det dig, som har traadt Via Appias Grus,
vandret paa Forums Fliser,
paa Graven af Nero’s Hus?
Men da jeg traadte for Moses frem
og mødte hans Seerblik,
da var det, den store Domstrang
igennem mit Hjerte gik.
O, Michel Angelo, jeg har set
dit gudelignende Værk
og følt min Menneskearmod
og elsket mig ung og stærk.
Men hver Gang jeg mødte din evige Aand
i Marmor, i Farver, i Ler,
jeg spurgte mig selv: Er det dig, som er til,
er det dine Øjne, som ser?
Rom